Snart åbner det nye Præstø Bibliotek

Publiceret 17-12-2025

Præstø Bibliotek flytter snart i nye, spændende rammer i Støberihallerne på Adelgade 18 b. Medarbejderne glæder sig utrolig meget til at byde borgerne velkommen lørdag den 21. februar.

Præstø Bibliotek i Støberihallerne

For at sikre en smidig flytning vil Præstø Bibliotek være midlertidigt lukket fra mandag den 5. januar til fredag d. 13. februar.

I denne periode er biblioteket kun åbent for afhentning af reserverede bøger og for aflevering; resten af biblioteket er lukket. Borgerservice vil fortsat holde åbent og betjene dig efter tidsbestilling, og du kan derfor hente reserveringer i følgende tidsrum: mandag og tirsdag kl. 12.00–16.00, torsdag kl. 12.00–17.00 samt fredag kl. 10.00–13.00.

Fra den 14. til den 20. februar vil bibliotek og Borgerservice være helt lukket, og der vil derfor ikke være mulighed for at hente eller aflevere materialer. I denne periode kan materialer afleveres på de øvrige biblioteker i Lundby, Vordingborg og Møn.

Selvom biblioteket midlertidigt lukker, er det med stor glæde og forventning, at bibliotekschef Henning Schmidt ser frem til at åbne dørene til det nye Præstø Bibliotek i Støberihallerne.

- Vi er sikre på, at de nye omgivelser vil give en endnu bedre oplevelse for vores brugere – både når det gælder inspiration, ro til fordybelse og fællesskab. Vi ser især frem til en velfungerende sal med plads til foredrag, workshops og andre borgerrettede aktiviteter. Bibliotekets dedikerede personale og jeg ser meget frem til at byde alle velkommen i de nye lokaler og fortsætte med at levere den høje service, som vores brugere kender os for.

Biblioteket holder officiel åbning lørdag d. 21. februar kl. 11 med åbningstale og reception.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune