Nyt fra biblioteket uge 49

Publiceret 04-12-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Vølvens vej anmeldes af begejstret bibliotekar

Kan du også mærke det? Dagene bliver kortere, det bliver koldere og træerne taber bladene. Det er Fimbulvinteren som er over os. Det ældgamle varsel om Ragnarok og jordens undergang har haft en enorm betydning for oldtidens samfund, især her i norden, hvor vinteren har føltes særlig hård.

I Anne-Marie Vedsø Olesens serie, Vølvens Vej, har vi efterhånden været igennem nogle af de mest kendte myter fra den nordiske mytologi, og her i seriens 5. og afsluttende bind, tager vi omdrejningspunkt i myten om Ragnarok.

Snehild har endelig fundet sig nogenlunde til rette i røverbyen Vallev, men samtidig løber hendes fremtidssyner og vølve-evner, løbsk for hende og hun må endnu en gang afsted. Denne gang til Asgård, for at søge råd og vejledning hos Asernes konge, Odin.

I mellemtiden spidser konflikterne i Sialand til, og det er her Anne-Marie Vedsø Olesen foretager en litterær geni-streg. Forlaget, Lindhardt og Ringhof, har aktivt valgt ikke at markedsføre Vølvens Vej-bøgerne som fantasy bøger. Det har man valgt for at nå ud til et bredere publikum, men det fungerer faktisk som mere end det, for det kan være ret svært at placere bøgerne i en traditionel fantasy-struktur.

Historien er ikke bygget op helt efter den klassiske “hero’s journey” model – For vores hovedperson, Snehild, er hjem ikke et trygt sted at være, i stedet finder hun tryghed, nye venskaber og evner når hun er op farten.

Det gør, at den overordnede fortælling føles som et friskt pust i en genre, hvor man har en fornemmelse af at have læst alle historierne før.

Læs hele Dannys anmeldelse på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Julehygge - strikkeworkshop

I hyggelig atmosfære tager vi strikketøjet frem og hører om aftenens juletema. Tag garn med i julefarver og pinde, der passer. Tag gerne noget med, hvis du har gode ideer eller opskrifter til jul.

Strikkeaften på Møn Bibliotek er et tilbagevendende tilbud anden mandag i måneden i perioden oktober-april. Vi starter aftenen med et oplæg om et tema, hvorefter der er hygge om strikkepindene.

Alle med passion for strik er velkomne. Biblioteket serverer kaffe og kage.

Møn Bibliotek d. 8. december kl.19.00.

Køb billet til strikkeworkshoppen her

Vordingborg Fotoklub udstiller

Oplev fotografering af mange forskellige motiver.

Vordingborg Fotoklub er en forening med 30 medlemmer, der mødes hver torsdag aften i DGI-Huset i Vordingborg. Her drøftes aftenens emne over en kop kaffe. Emnerne er eksempelvis foredrag om teknik, portrætfotografering og lyssætning samt bedømmelse af månedens billede.

Fotoklubben beskæftiger sig med fotografering af mange former for motiver. Vi lader os hver især inspirere af naturen, landskaber, portrætter, sport, familie, stilleben og makro. Når billedet er taget, skal det normalt have en efterbehandling i et billedbehandlingsprogram på computeren, som f.eks. kan bestå af justering af lys og skygger, kontrast, farver og en beskæring, inden det printes ud.

Fotoklubbens billeder bliver ofte udstillet rundt omkring i kommunen. På institutioner, i firmaer og andre egnede steder, hvor vores billeder kan være til glæde for gæster, personale og andre tilskuere.

Håbet med udstillingen er, at billederne giver et indtryk af de mange muligheder der er, fra fotografen går ud ad døren med sit kamera over skulderen, til det færdige billede hænger på væggen.

Vordingborg Bibliotek d. 10. december til d. 5. januar.

Hvad Julemanden fortæller

Teatret Aspendos opfører forestillingen om Julius, der kommer på sin fine postcykel.

Men han afleverer kun post ét sted, og kun ved juletid.

Han afleverer nemlig ønskesedler til Julemanden. Når de er afleveret, fortæller julemanden historier fra sit eget eventyrlige liv. Nu deler Julius Julemandens historier med alle, der vil lytte med.

Det bliver til en række små fortællinger om Julemanden og hans eventyrlige møder med mennesker og dyr ved juletid. Det er historier om næstekærlighed, ensomhed, julefred og retten til at tro på lige det, man vil.

For så længe du tror på noget, så findes det! “Hvad Julemanden Fortæller” er et forsvar for fantasien, julens magi og alles ret til at tro på lige det, der giver mening for dem.

Møn Bibliotek d. 12. december kl. 16.

Køb billet til forestillingen her

Honninghjerter med Farmor i Vordingborg

Kom forbi til julehygge med hele familien.

Traditionen tro kan man komme forbi sit lokale bibliotek og pynte de lækreste honninghjerter.

Farmor vil stå klar med honninghjerter og alverdens pynt - samt masser af julehygge.

Book en gratis billet til alle i familien, der vil lave honninghjerter. 

Vordingborg Bibliotek d. 13. december kl. 10 og 11.

Hent billetter til arrangementet med Farmor her