Den danskejede virksomhed Green2x omdanner restprodukter som fx halm til biobrændstof ved hjælp af en proces, det reducerer CO₂-udslip med ca. 85 % sammenlignet med traditionel naturgas. Der er ingen produktion af råmateriale involveret i processen - alt er baseret på biomasseaffald fra landbruget, hvilket minimerer miljøaftrykket.
Men først skal testanlægget bygges inde i den eksisterende hal på Klintevej i Ny Borre. Byggefasen varer indtil sommeren 2026. Anlægget sættes i drift i juli 2026, og produktionen hverken støver, støjer eller lugter. Både i opbygningsfasen og når anlægget går i drift, kan naboerne forvente, at der kommer en lastbil om ugen og læsser af.
Den gas, der produceres i testcentret, vil blive brugt til at generere strøm til anlægget i en cirkulær proces.
Testanlægget i Borre er “lille skala” og vil primært være placeret inde i hallen. Pilotanlægget bliver et skridt på vejen mod at bygge verdens største anlæg til produktion af grøn, bæredygtig gas på havnen i Vordingborg, hvor de relevante tilladelser allerede er på plads.
”Vi glæder os meget til at komme i gang med arbejdet på Møn. Både fordi vi er spændte på at påvise potentialet i vores teknologi, men lige så meget fordi vi mener, vores virksomhed og bæredygtige teknologi passer godt på Møn. Vi er meget bevidste om, at både anlæggelsen og driften af anlægget skal udføres med hensyn til de omgivelser vi er placeret i,” udtaler administrerende direktør i Green2x Mikkel Sjølin Kiil.
”Green2x’ pilotanlæg bliver en del af en lokal grøn erhvervsøkonomi. Der er allerede lokale entreprenører engageret i byggeprojektet og der vil komme lokale arbejdspladser når anlægget er i drift. Det glæder mig meget, at vi kan tiltrække projekter som dette, der kan sætte Møn på landkortet som et sted for ansvarlig innovation,” udtaler Centerchef i Vordingborg Kommune Kathrine Olldag.
Green2x vil i begyndelsen af det nye år afholde et informations arrangement om projektet i Ny Borre, ligesom virksomheden vil skabe mulighed for at gæster kan besøge anlægget og lære mere om produktion og teknologi, når det er i drift.