Vær med til at skabe nye fællesskaber på plejecentrene

Publiceret 28-08-2025

Vordingborg Kommunes plejecentre inviterer til to Idé-Caféer i september, hvor alle interesserede - borgere, frivillige, foreninger, pårørende og medarbejdere - kan komme med idéer og byde ind til nye og endnu flere sociale aktiviteter på og omkring kommunens plejecentre. De to caféer afholdes på henholdsvis Møn og i Vordingborg.

Grafik af børn og voksne, unge og ældre

Formålet med Ide-Caféerne er at samle gode idéer, skabe nye samarbejder og finde nye gode frivillige kræfter og måder at styrke fællesskaberne på - og dermed sikre flere sociale aktiviteter for både beboere og nærområdet.

Der er forskellige aktiviteter på plejecentrene i dag. Herunder ugentlig bevægelsesaktivitet med Træningsteamet. Samtidig laver mange gode frivillige kræfter sociale aktiviteter, som både beboerne og plejecentrene sætter meget stor pris på. Men der er generelt ønske om endnu flere sociale- og oplevelsesaktiviteter. Derfor åbner centrene nu dørene for alle, der har idéer til – eller lyst til at lave - nye sociale aktiviteter. Det kan være alt fra musik, spil, højtlæsning og bagning til gåture, haveprojekter eller noget helt nyt.

Formand for Social og Sundhedsudvalget, Mette Høgh Christiansen, glæder sig til Idé-Café’erne, hvor blandt andet hun og medarbejderrepræsentanter fra alle centrene deltager:

- Det sociale liv og fællesskabet omkring plejecentrene betyder utrolig meget for både beboere og pårørende. Derfor prioriterer vi området højt. Med Idé-Caféerne ønsker vi at invitere endnu flere gode idéer og kræfter inden for dørene. Det er en oplagt mulighed for at komme med idéer og inspiration, og måske sidder der også flere, som selv har lyst til at være del af aktiviteterne, siger udvalgsformanden og fortsætter:

- Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at kigge forbi. Uanset om man selv har lyst til at være med til at lave en ny aktivitet eller blot har en idé. Eller blot ønsker at deltage. Det er uforpligtende og er i øvrigt også en god lejlighed til at møde mennesker fra lokalområdet.

Idé-Caféerne afholdes:

  • Ulvsund Plejecenter, Stege – mandag den 8. september kl. 16.30-19.30 (for plejecentrene på Møn)
  • Brænderigården Aktivitetscenter, Vordingborg – onsdag den 10. september kl. 16.30-19.30 (for plejecentrene på Sjælland)

Der serveres gratis sandwich, kaffe og kage til alle, der har lyst til at kigge forbi. Det kræver blot tilmelding (gratis).

Tilmelding senest den 4. september via vordingborg.dk/idecafe eller telefon 55 36 29 10, hvor man også kan læse og høre mere om Idé-Caféerne.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune