Vordingborg Kommunes første borgerbudget er nu fordelt

Publiceret 29-04-2025

I weekenden blev Vordingborg kommunes første borgerbudget fordelt i Præstø. Byen kan se frem til 14 nye spændende projekter, der skal styrke livet i byen for både børn, unge og ældre.

Marked til Fransk Forår i Præstø

 

Præstøs borgere har på et borgermøde i lørdags i Bio Bernhard fordelt ikke bare deres, men Vordingborg Kommunes allerførste borgerbudget.

Efter en proces anført af Præstø Lokalforum, hvor borgerne i Præstø har haft mulighed for at indsende projektforslag, er de 250.000 kr. nu fordelt til 14 ud af i alt 16 indkomne projektforslag.

Et af projekterne, der modtager en bid af borgerbudgettet er projektet ”Kulturspor”, som har til formål at give et overblik over de mange kulturspor i Præstø, som er seværdige og har en historisk betydning.

"I projektgruppen er vi utrolig glade og taknemmelige for, at vi har modtaget en del af midlerne i borgerbudgettet, Præstø, til udviklingen af "Kulturspor", og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med arbejdet.

Vi vil skabe borgernes atlas over vigtige kulturspor i Præstø. Vi laver en stor fælles side, der samler sporene, så det er nemt at navigere i. "Kulturspor" er et vigtigt projekt, fordi det bliver vores fælles hukommelse om væsentlige begivenheder, steder og mennesker i byen," siger Anne Mette Liedecke Dall, formidler hos Thorvaldsen Samlingen på Nysø, og projektansvarlig for "Kulturspor".

Blandt de øvrige tildelte projekter findes bl.a. også et motionsløb, en idrætsfestival og en iværksætter-café for unge.

Størstedelen af de tildelte projekter er aktiviteter, der styrker fællesskabet for både børn, unge og ældre. Formand for Præstø Lokalforum, Klaus Lindegaard udtaler:

"Det har været spændende at starte processen med borgerbudget for Præstø og nå i mål med 14 projekter, der kan styrke livet i byen på forskellig vis. Da det er første gang vi gør det og tiden har været kort, så skal folk lige opdage, hvad vi kan med borgerbudgettet. Lokalforum er glade for at borgerbudgettet både kan støtte op om kulturen og fremme foreningernes aktiviteter for børn og unge i Præstø. Det er også lykkedes at skabe en god dialog i processen fra idé til projekt og få etableret nye samarbejder mellem Præstøs ildsjæle. Det er rigtigt vigtigt - også når vi tænker fremad," siger Klaus Lindegaard og forklarer videre:

"Præstø Lokalforum etablerer nu en hjemmeside, hvor man kan følge borgerprojekterne. På et fælles møde sidst på året, vil alle også få mulighed for at høre nærmere om projekterne og starte udviklingen af idéerne for 2026."

Borgerbudgettet i Præstø er er en del af et forsøg, som Kommunalbestyrelsen har afsat midler til i budgetaftalen i 2025 og 2026 – i alt 500.000 kr. hvert år.

1. maj fordeles kommunens 2. borgerbudget på Jungshoved, som også er med i forsøget i 2025.

Borgmester Mikael Smed glæder sig over, at det første borgerbudget i Vordingborg Kommune nu er fordelt.

”Ideen med borgerbudgetterne er, at give vores borgere muligheden for at tage større ejerskab over og få direkte indflydelse på de initiativer, der bliver søsat i deres lokalområder. Det tror vi på, vil være med til at styrke nærdemokratiet rundt om i kommunen, og jeg glæder mig til at følge de 14 projekter, man nu er blevet enige om at gå videre med i Præstø,” siger Mikael Smed.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune