Spring til indhold

EU-projekt på Høje Møn tager fart

Partnerne i samarbejdet om at forbedre og udvikle biodiversiteten på Høje Møn er klar til at tage fat.

I 2028 skal der være etableret 300 hektar nyt kalkoverdrev med henblik på at redde den sjældne og meget truede sommerfugl, Sortplettet Blåfugl – og samtidig sikre fremtiden for fem af de mest truede orkideer i Danmark. Projektet, der går under navnet LIFE ORCHIDS, har opnået finansiel støtte fra EU’s LIFE Fond og en række andre fonde på knap 40 millioner kroner.

Torsdag den 25. april var LIFE ORCHIDS-projektets partnere samlet i et smukt vejr på det forårsgrønne Høje Møn, hvor de var på vandretur i Jydelejet for at drøfte de kommende naturgenopretningstiltag. Meget passende for projektet var årets første orkidé – en Stor Gøgeurt - netop sprunget ud og lod sig beundre sammen med et flot tæppe af de smukke gule Hulkravede Kodrivere.

Klintholm Gods var værter ved mødet, der fandt sted på Villa Huno. Sammen med repræsentanter for Naturstyrelsen, Ravn-Nature, Geocenter Møns Klint, Aage V. Jensen Naturfond og Vordingborg Kommune, ved bl.a. formand for Klima- og Teknikudvalget Anders J. Andersen, fremviser de stolt EU LIFE-flaget.

Projektets næste milepæl bliver åbningen af en biodiversitetsudstilling på Geocenter Møns Klint den 1. juni 2024.

Læs mere om LIFE ORCHIDS-projektet på Høje Møn her.