Byggetilladelse ved arrangementer
Bliv klogere på hvorvidt din konstruktion kræver en byggetilladelse eller ej, og hvordan du søger en byggetilladelse til arrangementer.
OBS!! På Arrangørguiden får du et samlet overblik over, hvad dit arrangement kræver af andre tilladelser.
Kræver dit arrangement byggetilladelse
Nej - Arealer under 1.000 m²
- Festival- og salgsområder under 1.000 m2.
Ja - Arealer over 1.000 m²
- Du skal søge om tilladelse, hvis arealet er større end 1.000 m².
Læs mere på s.112-117 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner.
Midlertidige konstruktioner
- Du skal søge om tilladelse, hvis din konstruktion passer ind under punkterne på s.8 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner.
- Du kan opstille konstruktioner uden at søge om tilladelse, hvis de fremgår under punkterne på s.9 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner.
Hvem skal søge byggetilladelsen
Det er brugeren af teltet eller den transportabel konstruktion, der skal ansøge om byggetilladelsen i så god tid før opstillingen, at sagsbehandlingen kan nås og byggetilladelse meddeles, inden konstruktionen skal bruges.
Der må påregnes en sagsbehandlingstid på min. 20 arbejdsdage, såfremt ansøgningen er fuldt oplyst.
Brugeren af konstruktionen skal overfor bygningsmyndigheden kunne dokumentere, at konstruktionen er blevet enten byggesagsbehandlet eller certificeret. Er konstruktionen hverken byggesagsbehandlet eller certificeret, kan bygningsmyndigheden give standsningsmeddelelse, så konstruktionen ikke må benyttes.
Før du søger
Forhåndsdialog
- Vi afholder meget gerne et forhåndsdialogmøde med de relevante myndigheder, såfremt dette ønskes.
- Er det første gang du skal afholde et arrangement, anbefaler vi at dialogmødet afholdes i god tid.
- Du kan aftale tid for et forhåndsdialogmøde ved at skrive til os med en kort beskrivelse af arrangementet, forslag til mødedatoer og tidspunkt og hvorvidt du ønsker at mødet skal afholdes i Langebæk (byggemyndigheden) eller i egne lokaler.
Bygningsreglementets vejledning om opstilling af transportable telte og konstruktioner, herunder tribuner, scener, messestande, portaler, tårne mm. og indretning af salgsarealer og midlertidige campingpladser, herefter blot kaldet Vejledningen vedrørende transportable konstruktioner
Før du søger om et arrangement, anbefaler vi at du sætter dig ind i kravene for et arrangement, ved at læse Vejledning vedrørende transportable konstruktioner del 1, kap. 4 og del 2.
Det skal din ansøgning indeholde
Arrangement uden telte
eller uden telte over 50 m²/150 personer
beskrivelse af arrangementet
- dato og tidspunkt for aktiviteten
- type
- varighed
- forventet antal gæster/besøgende
- områdets areal i m2
- overnatning, f.eks. overnatning i boden/standen
- brug af åben ild (grill, bål, levende lys, fyrværkeri m.v.)
- brug og/eller oplag af gas
- ansvarlige personer for arrangementet inkl. kontaktoplysninger
tegningsmateriale
- oversigtskort over evt. afspærrede veje, med tilhørende skilteplan og med angivelse af arealets størrelse
- situationsplan/oversigtsplan med markering af flugt- og redningsveje og angivelse af bredder på flugt- og redningsvejene og afstande mellem konstruktioner og/eller områder
- Læs mere på s. 112 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner
- Se eksempel på en situationsplan/oversigtsplan
- brandplan for hele pladsen med markering af brandslukningsmateriel
- angivelse af afstande mellem div. telte og bygninger i området - beskrivelse af de brandtekniske forhold og evt. samaritter
- beskrivelse af støjende aktiviteter
- redegørelse for evt. mobilscener, foodtrucks og lignende transportable konstruktioner
- hvis man ikke selv ejer grunden, skal der vedlægges rådighedstilladelse eller fuldmagt fra grundejer.
Telte over 50 m² uden certificering, skal indeholde ovenstående og følgende
- angivelse af størrelse (højde, bredde og længde)
- statisk dokumentation for bærende konstruktioner og vindmodstandsevne jf. BR18 kap. 15
- dokumentation for forankring af konstruktionerne
- pladsindretningsplan/møbleringsplan af hvert enkelt telt med tydelig markering af flugtveje, hvis der skal være mere end 150 personer i teltet. Læs mere og se eksempler på s. 94 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner.
- en driftsjournal – hvem, hvad, hvornår, hvordan og hvor. Benyt evt. denne skabelon
- brand- og evakueringsinstruks. Benyt evt. denne skabelon
Certificerede telte (over 50 m² eller til mere end 150 personer)og større arrangementer (over 1.000 m²/over 24 timer) skal endvidere indeholde
- dokumentation for certificeringen
- pladsindretningsplan/møbleringsplan af hvert enkelt telt med tydelig markering af flugtveje
- en driftsjournal – hvem, hvad, hvornår, hvordan og hvor. Benyt evt. denne skabelon
- brand- og evakueringsinstruks. Benyt evt. denne skabelon
- situationsplaner/oversigtskort over mindre områder, eks. campingområder, salgsområder og scener, angivet i m².
Læs mere på s. 112 i Vejledning vedrørende transportable konstruktioner.
Brandsyn
Dit arrangement kan være omfattet af krav om brandsyn efter bekendtgørelsen om brandsyn og offentliggørelse af resultater af brandsyn i forsamlingslokaler.
Såfremt arrangementet er omfattet af krav om brandsyn, vil det fremgå af byggetilladelsen. Tidspunkt for brandsyn aftales under forhåndsdialogmødet eller direkte med Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Du skal også være opmærksom på, at ved afholdelse af koncert, festival eller en anden begivenhed, skal begivenheden anmeldes til politiet efter reglerne i bekendtgørelse om offentlige forlystelser.
Sådan søger du
Der skal ansøges til bygge- og brandmyndigheden via Byg og Miljø, hvor man skal logge ind med NemID eller CVRnr.
- Der skal ansøges under ansøgningstypen ’Camping-, festival- og salgsområder’ eller ’Transportable konstruktioner’, uagtet om der er konstruktioner eller ej og om konstruktionerne er certificerede eller ej.
- Derefter skal adressen for arrangementet fremsøges og ansøgningsmaterialet vedhæftes under de korrekte punkter.
- Der skal oplyses kontaktinformationer på ejer og vedhæftes fuldmagt, hvis ikke ansøger er ejer af ejendommen.
- Under fanen ’Min profil’, er det vigtigt at der sættes flueben i enten E-mail eller SMS, gerne begge, under ’Kontaktform’. Dette medfører at ansøger vil modtage en sms eller en mail, alt efter valg, når der er nyt i sagen.
- Al skriftlig kommunikation ud fra byggemyndigheden, inkl. tilladelse, fremsendes via Byg og Miljø.
Start ansøgning via Byg og Miljø
OBS!! Ansøgningen skal være os i hænde senest 4 uger før arrangementet - fuldt oplyst med de aktuelle øvrige tilladelser.