Spring til indhold

Vinteroplevelser

  • I vintermånederne hviler naturen på mange måder og samler kræfter til endnu et forår. Nogle dyr går i hi, og træernes blade forsvinder. Vi mennesker kan også have trang til at følge denne hvileperiode, hvis vi ellers kan. Det bliver hurtigt mørkt, og måske derfor er dette en tid, hvor vi tænder stearinlys indendørs og måske hører en god historie læst op.
  • Vintermørket kan dæmpes lidt, når vi kigger ud af vinduet på havens træer, som er blevet pyntet med lyskæder og julebelysning. Det er samtidig en tid, hvor vinterhimlen er ekstra mørk, og det giver os bedre mulighed for at kigge på stjernerne eller den klare måne. Grib chancen for at se den på den mørke aftenhimmel, hvis skyerne holder sig borte lige den aften. På Nyord og Avnø er der masser af naturligt nattemørke.

Læs mere om Dark Sky og nattehimlen på Møn.

  • Når sneen kommer, bliver landskabet udenfor helt forandret, og alting lyser mere op. Tag en lille tur ud, og kig på snelandskabet en dag, hvor vinden er stille, og der måske er klar frost. En kold vinterdag uden vind kan være skøn, frisk og give røde kinder. Følelsen af blød og let snefnug i ansigtet kan give minder tilbage til barndommens lege i sneen.

Kig efter dyrespor i sneen.

  • I december skal vi pynte op med gran, og måske kan vi tage en tur i skoven og finde mos, kogler, gran, svampe og andre naturting til juledekorationerne. Duften af gran minder os om den gode juletid. Det er også i juletiden, at vi kan nyde de hasselnødder og valnødder, som vi samlede i efteråret. Nu er de tørre og smager godt naturel eller i kager og juleslik. Og så kan vi nyde et dejligt rødt Ingrid Marie æble eller et af de smukke pigeoner.
  • Det er også nu, at det er tid til at lægge fuglefoder (solsikkefrø, hirse, æbler, osv.) ud til fuglene på foderbrættet. Læg det tæt på vinduerne, så I kan iagttage deres ivrige og vagtsomme måltidsaktivitet, og hold øje med hvilke fuglearter, der kommer i år. Sikre arter er blåmejse, musvit, rødhals og måske spurvehøgen, der er mester i bagholdsangreb på spurvene.
  • Det er ikke mange fugle, som synger i vintertiden, men I kan godt høre musvitten, blåmejsen og rødhalsen. Natuglen hyler også derude i tusmørket. Måske er det tid til, at vi også synger, f.eks. Jeppe Aakjærs ”Spurven sidder stum bag kvist”.

God vinter!

Mange hilsner fra naturvejlederne