Spring til indhold

Øster Egesborg Kirke

Roskilde Stift
28.07.2003
Beskrivelse af billeder

Kirkeanlægget

Øster Egesborg kirke er en hvidkalket og teglhængt bygning, der består af et senromansk skib med unggotisk vestforlængelse og sengotiske tilbygninger – langhuskor, sakristi, våbenhus og tårn over vestforlængelsen. Skibet er fra første halvdel af 1200-tallet.

Kirken og Landsbyen (Nærvirkning)

Kirken ligger på en bakketop midt i den øst-vestgående landsby. I landsbyen er der indkigsmuligheder fra syd og øst. Hele landsbyen er visuelt domineret af kirken som opleves i en tæt sammenhæng med den fine nærliggende bebyggelse.

Det nyrestaurerede gadekær passer flot ind i miljøet i tilknytning til kirken.

Kirken og Landskabet (Fjernvirkning)

Kirken er placeret i et noget bakket terræn på en knold midt i et stort skålformet landskab.

Landskabet omkring kirken er meget sammensat, med mange elementer som vindmøller, spredt bebyggelse og små plantninger. Kirken fremstår som det naturlige fokuspunkt og virker beroligende på det ellers forvirrende landskab.

Fra kirkeanlægget er der flot udsigt mod nord.

Der er flere gode indkigsmuligheder fra det omkringliggende landskab, særligt fra højt beliggende steder i nord og syd. En større beplantning syd for kirken afskærer den visuelle kontakt med dette område. Kirken har en stor fjernvirkning.

Eksisterende kirkeomgivelsesfredninger

Fredningsdokument

Særlige karakteristika

Tilknytningen til de åbne arealer omkring kirken, samt dens store betydning for landsbyen.