Spring til indhold

Allerslev Kirke

Roskilde Stift
30.07.2003
Se alle billeder med beskrivelse

Kirkeanlægget

Allerslev Kirke består af et romansk kor og skib, med senromansk vestforlængelse, sengotisk vesttårn og sakristi nord for tårnet, samt et våbenhus fra anden halvdel af 1800-tallet. Kirken udmærker sig ved sit korparti, hvor kor og sakristi i det ydre er smeltet sammen.

Den hvidkalkede og teglhængte kirke er rejst af kridtkvadre, mens tårnet er af munkesten.

Kirken og Landsbyen (Nærvirkning)

Kirken er beliggende højt i forhold til de omkring-liggende veje i landsbyen med en fin placering ved T-kryds. Store lindetræer langs vest og sydside beskytter kirken mod vejenes trafik. Byens struktur er præget af tidligere jernbaneterræn i vest.

Kirken henvender sig primært til sine allernærmeste omgivelser, hvor bebyggelsen er flot og lader kirken dominere rummet. På baggrund af den tætte beplantning omkring kirken, hindres det helt tætte samspil med landsbyen.

Der er íngen udsigt til det omgivende landskab.

Kirken og Landskabet (Fjernvirkning)

Kirken er placeret i et let bakket terræn, hvor byen er omkranset af marker. Fin landskabelig placering af by og kirke mellem tre bakketoppe, en i syd, en i øst og en i nord med lavt terræn i vest.

Kirken kan ses fra mange sider, men oftest kun tårnet. Den hvide kirke syner meget i landskabet og fungerer som et markant orienteringspunkt.

Eksisterende kirkeomgivelsesfredninger

Fredningsdokument

Særlige karakteristika

Kirkens udsædvanligt brede kor og den fine landskabelige placering.