Spring til indhold

Vær med til at fejre kulturen

Alle er velkomne når kulturpriserne uddeles den 22. april på STARS.

Du er inviteret med, når Vordingborg Kommune den 22. april hylder modtagerne af Kulturpriserne 2020 og 2021 på STARS i Vordingborg.

Alle er velkomne til Kulturprisfest på STARS, når Vordingborg Kommune hylder vores lokale kunst- og kulturliv. I år er der dobbelt op på fejring, når Kulturprismodtagerne fra 2020 såvel som 2021 bliver hædret.

I alt skal fem prismodtagere på scenen og hyldes for deres enestående bidrag til kunst – og kulturlivet på tværs af hele Vordingborg Kommune.

Kulturprisen 2021 går til glaskunstneren Per Hebsgaard, hvis enestående arbejde med glaskunst har internationalt niveau. Per Hebsgaard, der bor og arbejder i Præstø, har med sit unikke talent sat et stort aftryk, når det kommer til udviklingen af dansk glaskunst – og har blandt andet bidraget til unikke udsmykninger i kirker, lufthavne, og mange andre steder i det offentlige rum.

I 2020 fik producergruppen Møn Sessions tildelt årets Kulturpris, mens fotograf Per Rasmussen blev hædret med en særpris. Hædringen af de to prismodtagere blev udskudt på grund af Covid-19.

Møn Sessions fik Kulturprisen for deres særlige og kompromisløse arbejde med producere koncertfilm – spillet og filmet i den mønske natur – og fotograf Per Rasmussen hædres for sin storslåede fotokunst, som har et skarpt fokus på naturoplevelser på tværs af hele kommunen.

Ud over hovedpriserne består Kulturpriserne af en publikumspris. Her har alle haft mulighed for at stemme på de seks nominerede, nemlig Møns Dragefestival, Opera i det fri, Prins Jørgens Gardes 75-års jubilæum, Gyldne dage i Præstø, festivalen Waves og bokselandskamp i DGI-Huset.

Vinderen af Årets publikumspris 2021 afsløres om aftenen den 22. april, ligesom vinderen af Publikumsprisen 2020, nemlig Tirsdagsmarkederne i Stege, som Møn handelsstandsforening står bag, bliver hyldet på scenen.

Dørene åbner 19:30, hvor skuespiller og konferencier Jens Andersen byder velkommen. Aftenen byder blandt andet på musik fra den mønske gruppe HJEM og Prins Jørgens Garden.

Du kan læse mere om prismodtagerne og selve Kulturprisfesten på www.kulturpris.dk

Kulturpriserne er sponsoreret af Møns Bank.