Spring til indhold

Tirsdagsmarkeder i Stege vinder Publikumsprisen

Handelsforening hædret med pris for stort trækplaster.

Publikumsprisen i Vordingborg Kommune 2020 går til Steges store trækplaster Tirsdagsmarkederne, som Møn Handelsstandsforening står bag.

Tirsdagsmarkederne i Stege, som over seks tirsdage i løbet af sommeren, forvandlede Stege til en gågade fyldt med boder, aktiviteter til børn, salg af kunst og kunsthåndværk, udendørs butikker – og ikke mindst mennesker – vinder Publikumsprisen i Vordingborg Kommune.

Det særlige ved Publikumsprisen er, at det er borgerne selv, der bestemmer, hvem der skal indstilles - og siden hen har mulighed for at stemme om, hvilken kulturaktivitet eller kulturoplevelse i kommunen, der skal hædres med Publikumsprisen.

I Møn Handelsstandsforening, der står bag Tirsdagsmarkederne i Stege, er de glade for anerkendelsen fra de mange borgere, der har stemt på Tirsdagsmarkederne.

”Vi er meget stolte af at modtage Publikumsprisen. Vi arbejder for fællesskabet, handlen og sammenholdet i vores gamle smukke købstad, og vi er glade for, at så mange – både lokale og turister støtter vores tirsdagsmarkeder. Især nu hvor corona har forandret alting, er vi glade for, at det har været muligt at gennemføre tirsdagsmarkederne – og nu ved vi i hvert fald, at borgerne også er glade for, at det lykkedes,” siger Tina Olsen, der er bestyrelsesformand i Møn Handelsstandsforening.

Ud af de mange indstillinger fra borgere i Vordingborg Kommune blev fem nomineret til Publikumsprisen 2020. Ud over Tirsdagsmarkederne i Stege blev Havekoncerter Hos Luffes Lyd, Verdenslitteratur på Møn, Spillestedet STARS og Forældreforeningen for Præstø Børnehus nomineret. De fem nominerede er udvalgt blandt et stærk felt af indstillinger, der blandt andet tæller en kunstbiennale, litteraturoplæsninger, koncerter, julearrangementer og meget mere.

”Jeg vil gerne ønske Møns Handelsstandsforening tillykke med anerkendelsen fra borgerne. Det er dejligt, at der findes så mange engagerede mennesker i vores kommune, som formår at skabe spændende og mangfoldige kulturoplevelser og aktiviteter for os alle. Jeg vil også gerne sige tak til de øvrige nominerede og til alle de mange, som har skabt kulturoplevelser, som har samlet os, i denne svære tid med corona. Derfor er jeg glad for, at vi har Publikumsprisen til at skabe fokus på de mange kulturaktiviteter og tiltag, der har fundet sted i år – trods svære odds,” siger Thorbjørn Kolbo, der er formand for Kultur, Idræt og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune.

Ud over Publikumsprisen består Kulturpriserne i Vordingborg Kommune i år også af en hovedpris og en særpris. Prismodtagerne udpeges af kulturpriskomiteen, der består af fremtrædende kulturpersonligheder i Vordingborg Kommune.

I år er hovedprisen gået til producergruppen Møn Sessions, der producerer stemningsfyldt musik i den mønske natur. Særprisen gik til fotograf Per Rasmussen, der med prisen anerkendes for sin kunstfærdige og ikke mindst stedspecifikke tilgang i sine natur-fotografier af Vordingborg, Præstø, Møn og Nyord.

Sidste år blev vinderne af Kulturpriserne 2019 hyldet på en stor fest på STARS, hvor alle var velkomne. Vordingborg Kommune håber, at det senere på året kan lade sig gøre at hylde dette års vindere.

Kulturpriserne i Vordingborg Kommune er sponsoreret af Møns Bank. Du kan læse mere på kulturpris.dk