Spring til indhold

Stort skridt taget mod det nye rådhus/borgernes hus

Hovedentreprisen er nu sendt i udbud.

Der blev taget endnu et skridt mod et nyt rådhus/borgernes hus, da Kommunalbestyrelsen på dets møde den 26. maj tog udbud af hovedentreprisen til efterretning. Det betyder, at udbuddet nu er blevet offentliggjort, og at entreprenører nu har frist frem til den 29. juni til at vise deres interesse. Blandt de interesserede sker der så en prækvalifikation, det vil sige at der udvælges fem entreprenører, som så har frem til udgangen af august til at afgive et tilbud på opførelsen af det nye rådhus/borgernes hus.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu er kommet så langt. Det er et stort skridt frem mod det nye rådhus, som der nu er taget, og nu ser jeg frem til, at der i efteråret skrives kontrakt og siden, at det første spadestik tages. Så er vi for alvor i gang, og vil være klar til forventet indvielse i sommeren 2023,” siger borgmester Mikael Smed.

Borgmesteren glæder sig ikke mindst over, at det nye rådhus/borgernes hus bliver meget miljøvenligt og bæredygtigt.

”Som grøn kommune har vi helt fra starten stillet store krav til bæredygtigheden i det nye byggeri. Derfor opføres det efter de højeste standarder indenfor bæredygtighed,” siger Mikael Smed. Han peger blandt andet på, at CO2 udledningen minimeres, det samme gælder vandforbruget. Der genbruges en del regnvand i toiletterne, der kommer solceller på taget og der tages højde for, at medarbejderne skal have et godt indeklima.

”Sammen med ønsket om at borgerne skal kunne benytte det nye byggeri, har det alt sammen været vigtige elementer i beslutningen om at opføre det nye rådhus/borgernes hus.” siger Mikael Smed.

Der er i budgetterne afsat 75 mio kr. til opførelsen af det nye rådhus/borgernes hus

e mere om byggeriet af rådhus/borgernes hus på:

https://www.vordingborg.dk/kommunen/nyt-radhus-borgernes-hus/