Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 8

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Bliv inspireret her.

Ugens Anmeldelse af filmen "Beautiful Boy"
Filmen er instrueret af Felix Van Groeningen og med Steve Carell og det unge skuespillertalent Timothée Chalamet i hovedrollerne.

Den er baseret på virkelige begivenheder og fortæller historien om en far, spillet af Steve Carell, og hans søn, spillet af Timothée Chalamet, som kæmper med metamfetaminmisbrug. Et misbrug som begynder i en meget ung alder. Van Groeningen formår at fange den desperate kamp, som de begge oplever, mens de prøver at navigere gennem en labyrint af smerte, skyldfølelse og håb. Filmen er skiftevis hjerteskærende og håbefuld og som seer bliver man en del af deres følelsesmæssige rejse. For hvor langt vil man som forælder gå for at hjælpe sit barn med et stofmisbrug og hvornår stopper man med at give dem penge og nærmest slå hånden af dem? Og kan man leve med sig selv, når man gør det?

Læs hele Birgittes begejstrede anmeldelse på www.vorbib.dk og bibliotekets Facebookside.


Koncert med Ulla Abdullas Cocobongoband på Vordingborg og Møn Bibliotek
Kulturkuffertkoncert med Ulla Abdullas Cocobongoband for børn fra 1 1/2 til 4 år

Ulla Abdullas Cocobongoband gæster igen Vordingborg Bibliotekerne. De leverer fantastisk musik, der ikke er til at sidde stille til. Bandet har en helt fantastisk kontakt til børnene, som også inddrages i koncerten.

Vordingborg Bibliotek: fredag d. 23. februar kl. 16:00 - 17:00

Køb din billet til 25 kr. her

Møn Bibliotek: fredag d. 29. februar kl. 16:00 - 17:00

Køb din billet til 25 kr. her


”Om ikke at blive ædt”
Børneteaterforeningen byder velkommen til Det lille Turnéteater, der opfører børneforestillingen ”Om ikke at blive ædt” lørdag d. 24. februar kl. 11.00 på Vordingborg Bibliotek. For børn fra 5 år.

Den søde og velopdragne Rødhætte bliver kastet ud i et surrealistisk eventyr, hvor hun møder ikke bare ulven, men også Hans og Grete, Askepot og mange andre eventyrlige figurer.

Magi og fantasi folder sig ud og der fortælles en historie om at blive vred - og finde modet til at tage sagen i egen hånd.

En forestilling for børn og nysgerrige voksne!

Køb din billet til forestillingen her


Bogbytte Møn - Giv dine bøger nyt liv!
Lørdag den 24. februar går det løs med bogbytning på Møn Bibliotek kl. 12-15.

Bogbyttedag handler om genbrug og byttehandler. Du kan kvit og frit tage en bog med hjem og samtidig aflevere bøger, som du ikke længere har brug for. Man behøver ikke selv medbringe bøger.

Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du andre litteraturglade mennesker.

Bogbyttedag er et samarbejde med Litteraturselskabet Nordbrandt.


Litteraturcafé på Præstø Bibliotek
Mandag d. 26. februar kl. 10 har du mulighed for at deltage i vores litterære morgencafe.

Her kan du i hyggeligt selskab få en god snak om bøger, dele dine læseoplevelser og blive inspireret af de andres.

Vi byder på kaffe og te, og morgencaféen faciliteres af en bibliotekar.

Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig.

Tilmeld dig litteraturcaféen her.


Temacafé i Familiernes Hus om højtlæsning, nærvær og sproglig udvikling - GRATIS!
Mandag d. 26. februar kl. 19-20.30 afholdes der temaaften i Familiernes Hus i Vordingborg med besøg af bibliotekar Pernille Vangaa Knudsen fra Vordingborg Bibliotekerne.

Pernille vil på aftenen fortælle om betydningen af at læse højt for sit barn.

Når vi læser højt for vores børn, hjælper vi dem til at udvikle deres sprog, koncentration, ordforråd og evne til at kommunikere med fx andre børn.

Der vil blive vist eksempler på, hvordan man kan læse højt og hvilke bøger, der egner sig rigtig godt til højtlæsning for børn fra 3-6 år.

Bibliotekernes øvrige tilbud vil også blive præsenteret, og det er muligt at blive oprettet som låner til arrangementet - og låne bøger med hjem.

Det er gratis at deltage. Book din billet her.

Arrangementet finder sted i Familiernes Hus på Åløkkevej 8 i Stensved. 


Samtalecafé: verdensmål i hverdagen
Tirsdag d. 27. februar stiller vi spørgsmålet: Hvad betyder mangfoldighed i naturen for dig?

Samtalen vil tage udgangspunkt i vores tanker og oplevelser om mangfoldighed i naturen. Hvad ser vi, hvad tænker vi, hvad skal naturen være for os, hvad får vi måske lyst til at gøre for naturen, hvad har vi af muligheder?

Vi hører meget om biodiversitetskrisen i disse år. Hvad sætter det i gang i os? Vi tager udgangspunkt i egne erfaringer og ønsker samtidig, at vi har verdensmål nr 15 ”Livet på Land” med i samtalen.

Ditte Lautrup-Larsen har erfaringer fra arbejdet i Danmarks Naturfredningsforening, hvor hun bl.a. arbejder i 2 naturplejegrupper.

Line Dahl Abildgaard er frivillig og er tovholder på samtalecaféerne, hvor alle kan byde ind med indhold.

Biblioteket serverer kaffe og te, du skal bare møde op på Vordingborg Bibliotek kl. 16:30 - 18:00


Hvordan kan jeg bruge kunstig intelligens i hverdagen?
Lær at skrive fødselsdagstaler eller historier for børn med ChatGPT!

Makerspace Vordingborg og Vordingborg Bibliotek er glade for at invitere dig til vores kommende kursus, "Introduktion til Kunstig Intelligens - Hverdagsbrug af ChatGPT."

Dette kursus er skabt specielt til dig, der ikke har tidligere erfaring med kunstig intelligens og ønsker at udforske dets spændende potentiale, eller bare finde ud af, hvad det egentlig er.

Du får mulighed for at dykke ned i verden af kunstig intelligens og lære, hvordan du kan bruge ChatGPT som et værdifuldt værktøj i din daglige rutine.

Vi viser hvordan du kan oprette en ChatGPT-konto på din PC, så du kan begynde at anvende det i din daglige rutine med det samme, så medbring din pc hvis det er muligt. Det er også muligt at benytte bibliotekets bærbare pc’ere.

Kurset afholdes af Ole Madsen, der til daglig arbejder som IT-chef og som er en af de mange frivillige i Makerspace Vordingborg

Vær med tirsdag den 27. februar kl. 19.00

Det er gratis at deltage, men pga. begrænsede pladser, skal der hentes en billet.

Hent en billet til arrangementet her


Artist talk: SUPERFLEX
28.02.24

Jakob Fenger vil i samtale med Maria Kjær Themsen fortælle om Kunstgruppen SUPERFLEX arbejde.

SUPERFLEX er et internationalt anerkendt kunstnerkollektiv grundlagt i 1993 af Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger og Rasmus Nielsen. Jakob vil i dialog med moderator Maria Kjær Themsen og publikum samtale om kunstgruppens arbejde. Vordingborg kender allerede et af gruppens kunstværker, nemlig ONE TWO THREE SWING ved DGI Huset.

Arrangeres i samarbejde med Kunstforeningen Vordingborg.

Køb din billet her


Opstart af nye læsekredse – vil du være med?

Har du lyst til at finde sammen med andre og snakke om bøger?

Mød op på Lundby Bibliotek d. 29. februar kl. 18.30, og hør mere om hvordan en læsekreds foregår.

På denne aften får du inspiration til bøger, der er værd at læse, og til hvordan man kan tale sammen om en bog. Vi vil give gode råd, hvordan vi kan hjælpe jer med det praktiske ved start af en læsekreds.

Der vil være tid til at danne nye læsekredse. Mulighederne er mange så hvis du fx er interesseret i klassisk litteratur, Fantasy eller en læsekreds kun for mænd, så kom og hør nærmere.

Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig. Hent din billet her

 
Ekstra dato!

Jean Brian Devantier fortæller på Vordingborg Bibliotek
Torsdag d. 29. februar kl. 19 er der arrangeret en ekstra aften i selskab med formanden for Lokalhistorisk forening, Jean Brian Devantier, der har boet hele sit liv i Vordingborg og som denne aften fortæller om opvæksten i Masnedsund.

Brian fortæller om valget af profession og karrieren i den journalistiske verden.

Fra tiden som typograflærling i 1953 i Centraltrykkeriet, til annoncesælger for Sydsjællands Tidende. En afstikker til Vordingborg Dagblad, for at slutte karrieren først som annoncechef og senest 21 år som en aktiv redaktør for Ugeavisen Sydsjællands Tidende.

Arrangeret i samarbejde med Lokalhistorisk forening.

Hent din billet her


Brætspilscafé
Er du også vild med brætspil?

Mangler du én at spille med, eller ønsker du at møde andre med samme interesse for brætspil som dig selv?

Så kom og spil med når vi mødes til spilleaften på Vordingborg Bibliotek den sidste torsdag i måneden fra kl. 19 – 22.

Vi har brætspil, men du er meget velkommen til at medbringe dine egne!

Det er gratis at deltage, man møder bare op på Vordingborg Bibliotek.