Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 50

Ugens anmelder - Da Farmor bragte julen til Lundby bibliotek - Børnebiffen.dk

Ugens Anmelder

Denne uges anmelder er en af vores egne bibliotekarer - Jette Mehlsen. Jette anmelder ’Alt det jeg aldrig fortalte dig’ af Celeste Ng.

Romanen foregår i 1977 i USA, og handler om familien Lee. James og Marilyn drømmer om at trodse de vilkår, som de begge er født under. De har kæmpestore og urimelige ambitioner på deres 3 børns vegne. Et pres, der måske bliver for stort for deres ældste datter Lydia. Da hun en dag drukner i den lokale sø, er spørgsmålet, om der er tale om mord eller selvmord.

En meget rørende bog med meget stærke personskildringer.

Læs hele Jettes anmeldelse på vores Facebookside ”Vordingborg Bibliotekerne” eller på hjemmesiden www.vorbib.dk.

Da Farmor bragte julefesten til Lundby Bibliotek

Det første børnearrangement i mange år på Lundby Bibliotek blev afviklet lørdag den 4. december - og det blev en stor succes! Længe forinden var billetterne udsolgt.

Det var dejligt at se børnefamilierne i Lundby og omegn bakke op omkring arrangementet. En fornøjelig formiddag, hvor børn, unge og voksne kom og pyntede honninghjerter med stor kreativitet. Samtidig vrimlede det med børn i biblioteket, idet biblioteket havde en julekonkurrence, hvor de skulle finde bogstaver til det hemmelige juleord. Biblioteket og Farmor modtog stor ros og der var stor tilfredshed blandt de fremmødte.

Børneprogrammet for Vordingborg Bibliotekerne for foråret 2022 er lige på trapperne, hvor der kommer flere arrangementer på Lundby Bibliotek. Den 11. april kommer Farmor igen på besøg - denne gang med pyntning af påskeæg. Hold løbende øje med enten vores hjemmeside www.vorbib.dk, vores Facebookside ”Vordingborg Bibliotekerne” samt lokalavisen for mere information.

Børnebiffen.dk

Har du hørt om Børnebiffen? Et nyt bibliotekstilbud til børn fra 3-7 år - og deres forældre!

Børnebiffen.dk indeholder omkring 400 kortfilm, som er særlig udvalgt af Det Danske Filminstitut - og flere vil komme til.

Kortfilmene er af bedste kvalitet og er fra både ind- og udland.

Filmene er målrettet de 3-7 årige, og portalen er fyldt med flotte billeder fra de mange lækre film. Det giver et nemt overblik, som gør det nemt for børnene at vælge film til, som passer til deres alder.

Alle filmene er gratis, og der ingen begrænsninger på, hvor mange, man kan se.