Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 5

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Bliv inspireret her.

En succes i børnehøjde
Bibliotekets egen Louise Fuglsang Holmquist har valgt at anmelde ”Mira - #sommer #kærester #telttur”, et album i den populære serie om pigen Mira af Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi.

Skøn, ny bog om pigen Mira og hendes liv med bedstevennerne, skolen og de pinlige voksne. 

Mira er på telttur med klassen, og det bliver en spændende men også kompliceret uge for Mira.

Klassen skal en uge til Livø med deres nye biologilærer. På turen møder Mira, Naja og Sara nogle drenge fra lejrskolen ved stranden, og særligt den søde Simon fanger pigernes opmærksomhed. Det bliver til flere møder og en natlig tur til stranden, og gensidige følelser opstår.

Men hvordan er det lige, når man som Mira har en kæreste i forvejen? For Mira er jo kæreste med Gunnar, og kan man godt være glad for to drenge på samme tid?

Serien giver plads til både små og store problemer, som kredser omkring konflikter med forældrene, forelskelse og intriger i vennegruppen. 

Bøgerne skildrer med både alvor og humor, hvordan det er at være et ungt menneske på vej ud i livet.

Læs hele Louises anmeldelse på Vordingborg Bibliotekernes hjemmeside www.vorbib.dk og på vores facebookside.

Har du også lyst til at være Ugens Anmelder, så skriv til biblioteket@vordingborg.dk  

 

Napoleon – film og bog i Bio Bernhard
Denne omgang af ”Se filmen - Læs bogen” dækker over bogen ”Désirée” af Annemarie Selinko og storfilmen ”Napoleon” med Joaquin Phoenix i hovedrollen.

Vi starter med bogsnak i salen kl. 9.15. og ser filmen direkte derefter kl. 10.00.

Så husk at købe billet til filmen inden bogsnakken starter, hvis du ønsker at deltage i denne.

Man er velkommen til kun at se filmen, uden at deltage i bogsnak. 

Lån bogen på biblioteket og se filmen i Bio Bernhard mandag d. 5. januar.

 

Start vinterferien med at gøre et bogkup på biblioteket!

I ugerne 7 og 8 holder Vordingborg Bibliotekerne vinterudsalg af kasserede materialer på Vordingborg-, Præstø- og Møn Bibliotek.

Fra mandag den 12. februar ved middagstid starter salget, hvor man kan være heldig at gøre et kup.

Som altid vil det være overkommelige priser.

Kom forbi og find vinterens gode læseoplevelser før din nabo!

Vi starter bogsalget mandag d. 12. februar

Vi glæder os til at byde jer velkommen!

 

Kreaværksteder på alle Vordingborg Bibliotekerne
I vinterferien kan du komme forbi det kreative værksted på dit lokale bibliotek!

Vi lægger masser af materialer frem, så du kan være hygge dig med kunstneriske udfoldelser.

Det foregår i den betjente åbningstid, dog også i den ubetjente åbningstid på Lundby Bibliotek.

Kom gerne hele familien. Det kræver ikke tilmelding – I dukker bare op.

Vi glæder os til at se jer!