Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 49

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Bliv inspireret her.

Ugens anmelder er Stine Grabas

Stine anmelder "Ved havet" af Abdulrazak Gurnah.

65-årige Saleh Omar kommer fra Zanzibar og søger om asyl i England. Han medbringer ganske få ejendele på trods af, at han i sit hjemland var en god forretningsmand. Livet har været hårdt og i sin sene alder ønsker han at leve bekymringsfrit. Salehs veje krydser Latif Mahmuds, som har levet i London, siden han selv forlod Zanzibar. Gennem erindringer og samtaler mellem de to, udfolder sig en historie om ambitioner, svigt, traditioner og kulturer.

Læs hele anmeldelsen på www.vorbib.dk eller på Vordingborg Bibliotekernes Facebookside.

Vi vil rigtig gerne have din anmeldelse også! Har dette interesse? Skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

 

Litteraturcaféer på biblioteket

Bliv inspireret eller inspirér andre på vores formiddagscafé.

Kom til litteraturcafé, hvor du i hyggeligt selskab kan få en god snak om bøger, dele dine læseoplevelser og blive inspireret. Caféen faciliteres af en bibliotekar, hvor vi også byder på te og kaffe. Arrangementet er gratis mod fremvisning af billet.

Præstø Bibliotek 12/12 kl. 10-11

Møn Bibliotek 14/12 kl. 10-11

 

Årets sidste morgensang på Vordingborg Bibliotek

Mød op onsdag den 13/12 kl. 9-10 sammen med andre sangglade borgere og syng julen ind. Der er kaffe på kanden og sangbøger til alle, når vi mødes omkring klaveret og synger sange fra Højskolesangbogen, den danske sangskat og kendte evergreens – og mon ikke, der sniger sig en enkelt eller flere julesange ind. Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være med og tilmelding er ikke nødvendig. Sangglæde, godt humør og lysten til at synge sammen er vigtigere end noder og de rette toner.

 

Bæredygtigt julepynt på Lundby Bibliotek 14/12 kl. 14-16.30

Besøg det kreative juleværksted.

Lav din eget bæredygtige julepynt af genbrugsbøger. Du kan lave en engel, et juletræ, et kræmmerhus – eller måske noget helt andet? Tilbring et par hyggelige timer og kom i den helt rette julestemning. Der er ingen tilmelding, så mød bare op - og tag gerne hele familien med. 

 

Donér din stemme og modtag et gavekort på 400 kr. som tak for hjælpen!

I et nyt projekt kan du sammen med andre danskere være med til at forbedre dansk taleteknologi. Projektet, der er statsligt finansieret, vil blandt andet betyde, at stemmestyrede, digitale assistenter bliver endnu bedre til at forstå lokale dialekter. Det vil også kunne gøre teknologi bedre til at oversætte dansk tale til tekst.

Hvis du ønsker at deltage, skal du tilmelde dig og møde op på Vordingborg Bibliotek, hvor du lader din stemme optage. Der er brug for folk, der vil bruge 2,5 time på at læse tekster op og deltage i samtaler med andre borgere. Begge dele vil være instrueret af personale på stedet.

Optagelserne foregår på Vordingborg Bibliotek den 15. -16. december kl. 9-17.

Tilmeld dig her, hvis du ønsker at deltage. Efter din tilmelding vil du blive kontaktet for at aftale et specifikt mødetidspunkt.

Som tak for din hjælp og tid får du et gavekort på 400 kr., som kan bruges i de fleste butikker landet over. Der søges personer i alle aldre og køn, men du opfordres især til at melde dig, hvis du taler med accent eller dialekt.

Har du spørgsmål? Så kontakt Sif Lehmann fra virksomheden Alexandra Instituttet, der står for optagelserne, på tlf. 60 18 58 69 eller mail sif.lehmann@alexandra.dk

Læs mere på Vordingborg Bibliotekernes hjemmeside.