Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 48

Ugens anmelder - Eftertanker , en udstilling på Møn Bibliotek - Julebøgerne er landet.

Ugens Anmelder

Denne uges anmelder er en af vores egne bibliotekarer - Birgitte Mølgård Hansen.

Birgitte anmelder den storslåede episke roman ’Det ottende liv’ skrevet af Nino Haratischwili. En storslået roman om en georgisk families overlevelse igennem tiden under Stalin, Hitler og Den Kolde Krig.

Efter Berlinmurens fald har Niza forladt sin familie i Georgien og flyttet til Berlin. Her møder hun sin 12-årige niece Brilka for første gang, der ikke vil tilbage til Georgien. Det er til Brilka, at moster Niza fortæller deres slægtshistorie.

En roman, der absolut tryllebinder en og som man næsten ikke kan slippe, når man først er kommet i gang.

Læs hele Birgittes anmeldelse på vores Facebookside ”Vordingborg Bibliotekerne” eller på hjemmesiden www.vorbib.dk.

Eftertanker – udstilling på Møn Bibliotek

I perioden 1 – 31. december kan man opleve udstillingen ’Eftertanker – håndholdt’ på Møn Bibliotek.

Eftertanker er et kunstnerkollektiv bestående af malere, digtere og fotografer, som sammen udstiller værker i ind –og udland. Omdrejningspunktet for deres virke er en undersøgelse af livet, dets muligheder og begrænsninger.

Udstillingen; ’Eftertanker – håndholdt’ blev til hen over foråret 2021. Den består af ti digte, ud af 150, der ventede på at blive skrevet. Over syv dage i det forår, kom de til digteren i færdig form i en enkelt åndeløs bevægelse.

Fotografierne er det visuelle udtryk for denne bevægelse og er taget af fotografen i samme tidsrum. Tilsammen kan man se værkerne som en række øjebliksbilleder og refleksioner over fortid, nutid og fremtid.

Denne udstilling bearbejder temaer som længsel, savn, fortrydelse og væren. Udstillingen er tilgængelig i bibliotekets selvbetjente åbningstid 7-23 alle ugens dage.

Så er julebøgerne landet!

Kom og lån kalenderbøger, billedbøger, klippe-klistrebøger, hobbybøger, pegebøger, højtlæsningsbøger m.m.

Vi har hentet vores julebøger frem fra de mørke gemmer og de er nu tilgængelig på alle vores filialer i kommunen – Lundby, Møn, Præstø og Vordingborg.

Ønsker du samtidig ægte julestemning, mens du bager, juler eller kreerer, har vi også både julemusik og julefilm/kalender til udlån. Kun fantasien sætter grænser.