Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 39

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Bliv inspireret her.

Ugens Anmelder er Nina Vestergaard

Denne uges anmeldelse omhandler Claire Keegans roman ”Omsorg”.

Den foregår i det katolske Irland i 1980’erne og handler om den unavngivne ca. 10 årige pige, der sendes på sommerferie hos familiemedlemmer en sommer, hvor hendes mor venter endnu et barn.

Romanen formår på ganske få sider at fortælle Irlands nyere historie, der giver læseren et tilbageblik på den store fattigdom og hungersnød fra 1800 tallets Irland.

Familierne er fattige, med mange børn; den vigtige pub, hvor kvæget skifter ejermand over kortbordet. Det er ikke nogen nem tilværelse vores unavngivne pige, som den angiveligt ældste, sendes bort fra. Vi hører kort om IRAs fanger, der sultestrejker i fængslet og dør.

Pigen sendes til ægteparret Kinsella, hvor mad er i overflod; penge er ikke noget problem og hjerterummet er åbnet for ægteparret, der er fattige på børn.

Nina er meget begejstret og du kan læse hele hendes anmeldelse på www.vorbib.dk og Vordingborg Bibliotekernes Facebookside.

Du kan også blive ugens anmelder, skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

 

Nye Læsekredse?

Det er efterhånden blevet en rigtig god tradition, at bibliotekets kyndige bibliotekarer, Merete & Eva giver gode råd til, hvordan man kan tale om en bog og finde interessante vinkler i bøgerne.

Men udover en masse inspiration, så handler denne aften i Vordingborg og eftermiddagen på Møn om at finde sammen med andre, der også gerne vil være med i en læsekreds og have muligheden for at tale om bøger.

Så kom og se, om det bliver muligt at finde sammen med ligesindede – se om der er andre, der er interesseret i fx klassisk litteratur, fantasy eller måske en læsekreds kun for mænd eller…?

Det foregår tirsdag d. 3. oktober kl. 19.00 i KulturArkaden

Og onsdag d. 4. oktober kl. 14.00-16.00 på Møn Bibliotek

Hent din gratis billet her, tilmelding er nødvendig:

Vordingborg Bibliotek Salg - Opstart af nye læsekredse - vil du være med? (place2book.com)

Møn Bibliotek Salg - Opstart af nye læsekredse - vil du være med? (place2book.com)

 

Læs Bogen – Se Filmen

Læs bogen ”Omsorg” af Claire Keegan (denne uges anmeldelse) og se filmen ”Quiet Girl” i Bio Møn.

Bogsnakken starter i salen kl. 9.15 tirsdag d. 3. oktober.

Husk at købe billet til filmen inden bogsnakken starter, da filmen går i gang direkte derefter.

Lån bogen på Biblioteket og se filmen i Bio Møn!

 

Nyt på Lundby Bibliotek – Strikkeklub

Torsdag d. 5. oktober er der strik, kaffe og hygge for alle aldre på Lundby Bibliotek

Elsker du at strikke, hækle eller nørde med andre syslerier, så er du velkommen til at komme til strikkeklub.

Vi hygger, drikker en kop kaffe og får en god snak i godt selskab.

Du skal bare møde op med dit nørkleri – alle torsdage kl. 10-12.30

Døren er åben for alle.

 

Tegneholdet på Billedskolen udstiller i KulturArkaden

Tegneholdet på Billedskolen i Pavillon K arbejdede med illustrationer inden sommerferien.

Det har resulteret i en fin udstilling, der vises på Vordingborg Bibliotek frem til søndag d. 21. oktober.

Se de flotte bud på bogforsider fx ”Mis med de Blå Øjne”.

Du kan også se deres Art Nouveau-inspirerede tegninger med slyngede linjer, ornamenter og guld.