Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 20

Ugens anmelder - Kunstudstilling - Strikkeklub - Morgensang.

Ugens anmelder

Ugens anmelder er bibliotekar Jonas Theis Petersen

”Vidste du, at hvis man lukker det ene øje og dækker for det med to fingre, så får man trylleblik? Det har min bedstemor lært mig”. I et land uden navn i en by i ruiner lærer en pige noget ganske særligt af sin bedstemor: Med to fingre for det ene øje kan hun se alle verdens magiske ting.

Denne uge anmelder Jonas Trylleblik af Ane Bjørn. En sanselig billedfortælling om en familie på flugt. Jonas er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du kan læse hele hans anmeldelse her eller på vores Facebookside ’Vordingborg Bibliotekerne’.

Kunstudstilling i KulturArkaden 20/5-19/6 2022

Traditionelle malere med analoge og digitale malerigreb Philip Louis Glazer (f. 1983, uddannet ved Edinburgh College of Art) - udforsker og eksperimenterer med, hvordan digital teknologi kan bruges indenfor maleriet.

Morten Brohammer (f. 1972, uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi) - bruger tegninger og collage til at finde nye sammenstillinger af maleriske elementer.

For deres vedkommende handler det om at hylde en tilstedeværelse af kontraster og fri færden mellem muligvis modsatrettede tendenser, der ikke er forankret i en negativ ladning af forskelle.

Læs mere om udstillingen her.

Vidste du, at der er en Strikkeklub i KulturArkaden?

Strik, kaffe og hygge for alle interesserede. Har du lyst til at være med, så mød op med strikketøjet. Der er kaffe på kanden og selskab med andre strikkere. Vi mødes onsdage kl. 19-22 og søndage kl. 13-16.

Strikkeklubben mødes året rundt på 1. sal i Kulturarkaden.

Biblioteket indbyder alle borgere til morgensang i KulturArkaden

Onsdag den 25. maj kl. 9 er der kaffe på kanden og sangbøger til alle, når vi mødes omkring klaveret og synger sange fra Højskolesangbogen, den danske sangskat og kendte evergreens.

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være med og tilmelding er ikke nødvendig. Sangglæde, godt humør og lysten til at synge sammen er vigtigere end noder og de rette toner.