Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 17

Ugens anmelder - Åbent hus i Makerspace - Keramikudstilling - Få hjælp til MitID

Ugens anmelder

Birgitte anmelder Humlen ved det hele: mit eventyrlige liv med bier

Med varme og smittende fortællinger udfolder biologiprofessor Dave Goulson hans fascination for humlebier.

Fra hans betagelse af humlebierne som barn til banebrydende eksperimenter som voksen forsker, formår Goulson af fange læserens interesse med hans poetiske og humorøse måde at fortælle på. En selvbiografisk bog om humlebien – der både er underholdende og poetisk, og som på det varmeste kan anbefale.

Birgitte er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du kan læse hele hendes anmeldelse her eller på vores Facebookside ’Vordingborg Bibliotekerne’.

Vil du lege med 3D, robotter, laserskæring, gravering, folieskærer og meget mere - så kig forbi Makerspace Vordingborg torsdag d. 5. maj kl. 18.30

Torsdag den 5. maj kl. 18.30 er der åbent hus i Makerspace Vordingborg. I dagens anledning graverer vi dit navn i et vandglas, som du er velkommen til at tage med hjem.

Det vil være muligt at deltage i en workshop, hvor du kan lære at programmere en MicroBit.

Makerspace Vordingborg er en gruppe af meget kreative og innovative brugere, der mødes hver tirsdag og/eller torsdag når de har lyst i innovationsrummet på 1. sal i Kulturarkaden.

Udover at hygge og dele viden, arbejder og underviser vi i forskellige ting så som 3D-tegning og printning, laserskæring, CNC, Arduino og Lodning.

Vi har adgang til bibliotekets innovationsrum og maskiner, der er tilgængelige for dig dagligt fra 7-23.

Har du fået lyst til at høre mere om vores tilbud, så kig forbi torsdag d.5. maj kl. 18.30.

ALLE ER VELKOMNE! Vi byder selvfølgelig på kaffe, the, saftevand og kager.

Du kan læse mere og se vores aktivitetskalender på www.msvb.dk

Keramiker Lene Hansen – udstilling frem til 31. maj

Oplev de smukke krukker på Præstø Bibliotek frem til udgangen af maj

Som uddannet pottemager har Lene Hansen et væld af muligheder inden for det håndværksmæssige. Hendes nysgerrighed om lerets mangfoldigheder inden for det keramiske fag gør, at hun afprøver en masse teknikker, så hendes produktion rummer alt fra brugskunst til unika.

Alt er håndlavet, efter de gamle Pottemagertraditioner på drejeskiven... Og det er den nysgerrighed, der er resultatet af denne udstilling, som du kan læse mere om her.

Få hjælp til MitID på Vordingborg Bibliotekernes IT-caféer

MitID er afløseren for NemID og skal fremover bruges til selvbetjening på nettet. For nogle kan det være svært at downloade og bruge MitID-appen eller finde ud af at bestille en kodeviser.

De fleste problemer kan dog løses med lidt hjælp og vejledning, og det kan du få i IT-caféen, hvor personalet sidder klar til at hjælpe under uformelle og afslappede rammer.

Til IT-café kan du blandt andet få hjælp til:

• overgangen fra NemID til MitID. 

• at downloade MitID-appen og aktivere den.

• at finde ud af, hvordan du bruger appen til fx netbank og borger.dk

• at bestille en kodeviser eller en kodeoplæser og få den aktiveret.

• at opdatere ID oplysninger, hvis du har NemID app og gyldigt pas med.

IT-caféernes åbningstider:

Præstø Bibliotek: tirsdag kl. 10-12

Møn Bibliotek: torsdag kl. 10-12

Vordingborg Bibliotek: torsdag kl. 11-13 i “Innovationsrummet på 1. sal”

Når du kommer til IT-caféerne for at få hjælp til MitID, bedes du medbringe:

Din mobiltelefon og evt. en tablet

Dit NemID, så du kan logge på med NemID.

Samt Apple-ID og adgang til e-mail