Spring til indhold

Nomineret til byplanpris 2021

Nominering er et kæmpe klap på skulderen til turismeaktører og kommunen.

”Det er et kæmpe klap på skulderen til de mange turismeaktører og kommunen for vores mangeårige samarbejde,” siger borgmesteren.

Siden 1996 har Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen hvert år uddelt en byplanpris til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort en særlig planlægningsindsats til inspiration for andre planmyndigheder.

I år er Vordingborg Kommune nomineret til prisen, der uddeles på det årlige byplanmøde 30. september 2021. I år er temaet for byplanprisen ”strategisk planlægning med lang tidshorisont”, og Vordingborg Kommune er sammen med de lokale turismeaktører nomineret til prisen for det strategiske og langsigtede arbejde med turisme som dynamo for udviklingen på Møn.

”Som borgmester er jeg særlig stolt over at vi bliver nomineret for netop turismeindsatsen på Møn. Det er et kæmpe klap på skulderen til kommunen og de mange turismeaktører for et vedholdende, energisk, idérigt og langsigtet samarbejde. Et samarbejde som kun lykkes netop fordi vi samarbejder på tværs i kommunen og sammen med turismeaktørerne, anerkender hinandens idéer og roller, og hvor mantraet er hele tiden at bygge oven på.” siger borgmester Mikael Smed.

Den fokuserede turismeindsats tog for alvor fart med potentialeplanen i 2014, og siden har der ikke været tvivl om retningen og ambitionen. Direkte afledt af arbejdet med potentialeplanen er idéer som Dark Sky, Unesco Biosfære og Camønoen blevet født. Idéer som i dag er velfungerende koncepter med international anerkendelse.

”Mange af disse projekter er skabt af lokale borgere og turismeaktører, og er herefter blevet til og videreudviklet i et tæt samarbejde mellem kommunen, borgerne og turismeaktørerne,” siger Mikael Smed.

Han mener, at Vordingborg Kommune er med i front som inspiration for andre kommuner og myndigheder, når det gælder samarbejde og samskabelse om større planer og udviklingsprojekter med stort ejerskab.

”Se for eksempel på arbejdet med De Røde Løbere, de tre strategiske udviklingsplaner på havnene, Jungshoved og udviklingsplanen for MOENA Mønshallerne som gode eksempler på fremtidens planlægning,” siger Mikael Smed. Han peger også på, at nogle af de udfordringer med mange turister, som der er oplevet de senere år, jo i virkeligheden er udtryk for en kæmpe succes, som der nu skal tages hånd om.

Læs om byplanprisen og nomineringen her: https://www.byplanlab.dk/byplanprisen2021