Spring til indhold

Natur og miljøpris gives til Vandrefalkemanden

Fik pris for sit store og livslange naturbidrag.

Vordingborg Kommunes Natur og miljøpris 2022 blev fredag den 29. april givet til Vandrefalkemanden Niels Peter Andreasen. Det skete ved en ceremoni i byrådssalen på Vordingborg Rådhus.

Niels Peter Andreasen lever og bor på Møn, og holder af at kigge på fugle. Især ynglende vandrefalke, som holder til langs med Møns Klint.

Med en engels tålmodighed fortæller han gerne om fuglenes biologi til forbipasserende. Han er en af Danmarks førende eksperter, så han ved hvad han taler om. Hans viden og fugletællinger bliver også brugt af Naturstyrelsen og Vordingborg Kommune, og borgmester Mikael Smed fik ved prisuddelingen mulighed for at takke Niels Peter for hans store naturbidrag. Et arbejde som har været livslangt, og som bl.a. har haft en vigtig betydning for den målrettede forvaltning af Nyord Enge.

Niels Peter blev også hædret af de fremmødte for at gøre noget særligt for naturen, og for at skabe en interesse hos folk til at gøre noget for naturen.

Til lejligheden havde Henrik Dahl fra Præstø fremstillet en vandrefalk i brændt ler af forskellige farver. Henrik fortalte at det var med en vis spænding han lavede prisen til Niels Peter Andreasen. Fordi Niels Peter selv er kunstner. Men når det nu var en lerfigur, og ikke et maleri, turde Henrik godt give sig i kast med projektet. Ud fra Niels Peters ansigtsudtryk, da han modtog prisen, så faldt den da også i god jord.