Spring til indhold

McDonalds ophæver aftale om eneret på salg af fastfood

Andre fastfoodkæder får nu også adgang til Business Park Vordingborg.

McDonalds har besluttet at ophæve den aftale, der frem til 2028 gav dem eneret til at sælge fastfood i erhvervsområdet ”Business Park Vordingborg” ved Sydmotorvejens afkørsel 41.

McDonalds har meddelt Vordingborg Kommune, at aftalen om eneret på salg af fastfood i erhvervsområdet Business Park Vordingborg kan ophæves.

Aftalen om den 10-årige eneret på salg af fastfood blev indskrevet i købsaftalen, da McDonalds som en af de første virksomheder etablerede sig i det nye erhvervsområde ved Sydmotorvejens afkørsel 41.

Da McDonald’s besluttede at etablere sig i erhvervsområdet var det med store forventninger, men også med bevidsthed om den risiko, der følger med at foretage massive investeringer i et udviklingsområde. Efter en sikker start har McDonald’s dog valgt at sløjfe den oprindelige aftale om 10 års eneret.

”Vi er kommet rigtigt godt fra start i Business Park Vordingborg og har besluttet at sløjfe konkurrenceklausulen for at støtte det fortsatte arbejde med at udvikle området til gavn for alle og i øvrigt som en del af det gode samarbejde, vi har med kommunen,” siger Ulrik Olsen, Chief Property Officer, McDonald’s i Danmark.

Beslutningen glæder borgmester Mikael Smed:

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med McDonalds lige siden de valgte at satse på Business Park Vordingborg. Deres beslutning om at etablere sig ved afkørsel 41, var helt sikkert med til at sætte et nødvendigt skub i udviklingen af erhvervsområdet, efter at vi i flere år havde brugt rigtig mange kræfter på at forsøge at tiltrække nogle store virksomheder. Nu er der kommet godt gang i området, og det er utroligt positivt, at McDonalds også er kommet så godt fra start, at vi nu kan åbne op for, at andre fastfood-kæder også kan etablere sig. Det giver mulighed for at skabe endnu flere nye lokale arbejdspladser, især til vores unge mennesker” siger Mikael Smed.

Udviklingen af Business Park Vordingborg tog for alvor fart i efteråret 2018, da McDonalds, IONITY og DCC Energi valgte at etablere sig i erhvervsområdet. Efterfølgende er flere lokale håndværksvirksomheder og entreprenører også kommet til og ligger nu side om side med de tre globale virksomheder og Henrik Hansen Automobiler, en GO’ON tankstation og en Formula bilvask.