Spring til indhold

Entreprenører valgt til tilbud

Fem hovedentreprenører valgt til at afgive tilbud på byggeriet af det nye rådhus/borgernes hus.

Fem hovedentreprenører valgt til at afgive tilbud på byggeriet af det nye rådhus/borgernes hus Efter at have gennemgået 11 tilbud i prækvalifikationsrunden har Vordingborg Kommune nu valgt fem hovedentreprenører til at afgive endelige tilbud på byggeriet af det nye rådhus/borgernes hus. Fristen udløber 31. august og kontrakten forventes underskrevet i september.

Vordingborg Kommune har nu valgt de fem hovedentreprenører, som bliver inviteret til at afgive tilbud på byggeriet af det nye rådhus/borgernes hus De fem entreprenører, som, senest den 31. august kl. 12.00 skal aflevere deres tilbud er:

• Base Erhverv A/S

• Elindo A/S

• G.V.L. Enterprise A/S

• HK BYG Enterprise A/S

• Züblin A/S

Byggeriet er udbudt som hovedentreprise, hvor hovedentreprenøren har hele ansvaret for byggeriet og herunder også ansvaret for de underleverandører, som de vælger at samarbejde med.

De fem hovedentreprenører er valgt efter, at byggeriet har været udbudt i prækvalifikation, hvor 11 virksomheder ansøgte om at være med i det videre forløb.

”Jeg glæder mig over det stærke ansøgerfelt, der har været, og ser nu frem til at modtage nogle skarpe og kvalificerede tilbud, så vi kan få bygget det længe ventede rådhus,” siger borgmester Mikael Smed.

Når fristen for at indlevere tilbud på byggeriet udløber den 31. august, vil der blive foretaget en evaluering af de indkomne tilbud, hvorefter en kontrakt med den hovedentreprenør som vælges forventes at blive underskrevet i september i år.

Hovedentreprenøren vælger selv sine underleverandører, men med valget af de fem tilbudsgivere har lokale håndværkere allerede nu mulighed for at kontakte dem, for eventuelt at indgå aftaler om underleverancer.

Det nye rådhus/borgernes Hus – som bliver opført efter højeste miljø- og klimastandarder - forventes klar til ibrugtagning i juni 2023.