Spring til indhold

12 millioner kroner til cykelstier langs Grønsundvej

Ensrettede cykelstier fra Bogø Havn til den vestlige ende af Fanefjordgade.

Vordingborg Kommune er blevet tildelt 12 millioner kr. til ensrettede cykelstier langs Grønsundvej øst for Bogø By. Det er Regeringen, der sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, har udmøntet 135 millioner til cykelstier, hvoraf de 12 millioner kroner altså går til projektet langs Grønsundvej.

Strækningen hvor der nu skal anlægges cykelstier er på Bogø-siden fra havnen og til dæmningen og på Møn-siden fra dæmningen og til den vestlige ende af Fanefjordgade:

At der nu kommer cykelstier vil betyde et opsving for cykelturismen. Det er borgmester Mikael Smed ikke i tvivl om, og han har svært ved at få armene ned af begejstring.

”Det er fantastisk, og det vil helt sikker betyde, at vi vil opleve endnu flere cykelturister i Vordingborg Kommune, lige som det vil være til gavn for dem af vores egne borgere som også cykler på strækningen. Det er en strækning, som rigtigt mange føler sig utrygge ved at cykle på, fordi man i dag er så tæt på trafikken, og så er den en del af København-Berlin cykelruten” siger Mikael Smed.

”At der tidligere er blevet meldt ud fra Regeringen, at der også vil blive anlagt cykelstier på den meget trafikerede Statsvej-strækning på Kostervej får bare det hele til at gå op i en højere enhed,” siger Mikael Smed.

De 12 millioner kroner, som nu gives til cykelstier fra Bogø Havn til Fanefjordgade, skal suppleres med 12 millioner kr. fra kommunen.

”Men det er vi også klar til. Vi har været forudseende i vores budgetter, så der er penge til den kommunale medfinansiering,” siger borgmesteren. Hvornår anlægsarbejdet går i gang vides endnu ikke.