Spring til indhold

Sundhedsprofil 2021

Fra februar til maj 2021 bliver 2.000 tilfældigt udvalgte borgere i Vordingborg Kommune spurgt "Hvordan har du det?". Svarene bliver til Sundhedsprofil 2021 for Vordingborg Kommune. Måske er du en af de 2.000?

En af årets vigtigste undersøgelser
Undersøgelsen laves kun hvert 4. år. Det er en af de vigtigste undersøgelser på sundhedsområdet, og heldigvis vælger langt de fleste at svare på spørgeskemaundersøgelsen. Sidste gang - i 2017 - havde Vordingborg Kommune den højeste svarprocent blandt alle kommuner i Region Sjælland.

Undersøgelsens resultater er med til at sætte retningen for fremtidens sundhedstilbud. Både i Vordingborg Kommune, i Region Sjælland og på landsplan. Undersøgelsen gennemføres samtidigt i alle kommuner i hele landet, og i alt modtager ca. 300.000 mennesker i Danmark et spørgeskema i e-Boks eller pr. post. 

Har du modtaget et spørgeskema, kan du svare på det lige her: www.svar2021.dk 

Mød Lars, der fik et hjerterehabiliteringstilbud

På billedet ser du Lars. I marts 2020 fik han en triple by-pass operation i hjertet. Oveni en i forvejen nedsat lungefunktion. For nogle kunne det betyde stilstand, men Lars ville det anderledes. For ham blev det startskuddet til en sundere liv, og i dag – ca. 1 år senere – svømmer han bedre end nogensinde, er kommet i form og har ændret sine mad- og motionsvaner markant.

Lars fortæller, at en af de væsentligste årsager er det hjerterehabiliteringsløb, han kom igennem. Vi er utroligt glade for, at vi har kunnet hjælpe Lars og flere hundrede andre med hjerteproblemer godt på vej gennem vores hjerterehabiliteringsforløb de seneste år. Hjerteforløbene er blandt andet blevet prioriteret højt, fordi de seneste sundhedsprofilundersøgelser har vist et behov for det. Men eksemplerne er mange, og sundhedsprofilundersøgelserne er et vigtigt værktøj, når sundhedstilbuddene skal laves.

På billedet kan du se, at Lars - lige før vinterferien - ryddede sne om kap med vejret. En af de ting, som Lars har taget med sig fra hjerterehabiliteringsforløbet er nemlig, at alle de små hverdagsaktiviteter tæller godt med for hjertepatienter, når den daglige motion skal laves.