Spring til indhold

Spis mad med mindre salt

Vi spiser for meget salt, da vi dagligt får 8-10 g salt igennem maden. Det meste salt får vi fra forarbejdede produkter som brød, kødprodukter, ost og færdigretter. Under 20 % af saltet tilsætter vi selv.

Du kan med fordel sænke dit forbrug med ca. 3 g dagligt. Det svarer til 1/2 tsk. Når du spiser mindre salt, sænker du dit blodtryk, og det er med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme. Et højt saltforbrug er også en risikofaktor for visse typer af kræft.

Tips:

  • Køb madvarer med mindre salt.
  • Skær ned på brugen af salt i din madlavning og din mad.
  • Smag på maden, før du salter. Både når du laver mad og ved bordet.
  • Vi har vænnet os til at spise meget salt, men vores smagsløg kan også vænne sig til mindre.
  • Skær gradvist ned på saltet, og brug i stedet flere krydderier og krydderurter i maden.
  • Sæt ikke slatbøssen på bordet. Så tænker du dig om en ekstra gang, før du salter maden.
  • Fastfood og andre færdigretter indeholder ofte meget salt.
  • Du kan nemt skære dit saltforbrug ned ved at lave maden selv og gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind.