Spring til indhold

Råd

Forsøg at være aktiv i stedet for at hvile for meget

Sørg for at være aktiv i stedet for at hvile for meget. Få pulsen op i løbet af dagen, så du er træt om aftenen. Motionér f.eks. i frisk luft, så du får følelsen af at komme hjem fra skoven med røde vindblæste kinder og mærker en naturlig træthed om aftenen, når du skal sove.

Har du brug for pauser, behøver det ikke at være inaktive pauser, hvor du sætter dig i en stol eller lægger dig ned. Du kan også gå en tur, rive græsset i haven, vande dine blomster, rydde op i værkstedet o.lign.

Vær opmærksom på hvorfor og hvornår du hviler

Selve det at hvile er betinget af, at der ikke er for meget uro omkring dig, så du er i stand til at finde hvile. At hvile er at sætte pause fra belastende påvirkninger, og det kan være både krav fra omgivelserne og krav fra dig selv om, at du skal udrette en masse ting.

Involver din familie, hvis du f.eks. er til familiekomsammen og har brug for at trække dig tilbage for at få en kort lur.

Vær opmærksom på ikke at sove for meget i løbet af dagtimerne, tag højst en lur på 15-30 minutter, og husk at den tid, du sover om dagen, tages fra den gode nattesøvn.

Få idéer til gode hvil

Tænk over, hvordan du kan hvile mere aktivt, så du udover fysisk hvile får glæderne ved både social, mental og spirituel hvile. Vær sammen med de nære, du har omkring dig, hvor du synes, deres selskab er behageligt og hyggeligt.

På internettet kan du finde guidede meditationer, som kan hjælpe dig til at slappe af. Husk at en meditation kan være lige så godt som at tage en lur.

Du kan også hvile dig ved at lytte til afslappende musik eller fuglesang, læse i en god bog eller bare sidde i en stol med lukkede øjne og filosofere over de gode ting i livet.

Øv dig i bevidst nærvær

En nem øvelse i bevidst nærvær, hvor du fastholder din koncentration kan være:

  • Start med at kigge lige ud, rul så dine øjne, så du kigger lige op i loftet.
  • Luk derefter langsomt dine øjne, mens du har blikket rettet op mod loftet.
  • Tag en dyb indånding og tæl til fire og pust ud.
  • Du skulle gerne mærke, at du bliver afslappet fra din nakke og ned i kroppen. Forestil dig noget behageligt - som f.eks. at du er på en strand.
  • Sid sådan i 3-5 minutter, eller så længe du synes, det er behageligt.
  • Tag til sidst en dyb indånding, og åbn øjnene igen. 

Lav vejrtrækningsøvelser

Denne øvelse kan være en hjælp, hvis du er urolig og stresset:

  • Træk vejret helt ned til under navlen, så din mave udvider sig.
  • Dernæst fylder du lungerne med ilt, så mellemgulvet udvider sig.
  • Til sidst fylder du brystkassen helt op til kravebenet.
  • Tag flere vejrtrækninger på denne måde, blidt og roligt uden at overdrive dem.
  • Gentag øvelsen efter behov. 

Lær øvelser der giver dig ro

Følgende øvelse kan hjælpe dig med at skabe ro, få styr på din kropsfornemmelse og kontrol over dine tanker og følelser:

  • Lig ned på ryggen eller sæt dig behageligt i en god stol.
  • Centrér din opmærksomhed lige syd for navlen.
  • Når du har kontakt med stedet, så forestil dig, at du har et indre blik, som du kigger indad med.
  • Læg mærke til, hvad der sker, og hvordan din kropsfornemmelse ændres.
  • Nyd den ro du oplever, og læg mærke til, hvordan du bedre kan kontrollere dine tanker og følelser.
  • Gentag øvelsen efter behov, f.eks. inden du skal sove.