Spring til indhold

Vild mad: Naturoplevelser og mad i ét

Velkommen til vild mad oplevelser i Vordingborg Kommunes fantastiske natur!

At indsamle vilde spiselige arter kaldes også for at "sanke". Vilde planter, svampe, dyr og tang er langt tilbage i tiden blevet spist af mennesker, som kendte til arternes levesteder og de bedste sanketidspunkter på året.

I dag ønsker mange mennesker igen at skaffe sig viden om, hvilke af naturens arter, der trygt kan og må indsamles og spises, og hvor de vokser.

Her på siden har vi samlet generelle informationer om det at plukke vilde spiselige planter i naturen som privatperson. Desuden får du konkrete ideer til, hvor du kan indsamle spiselige planter i Vordingborg Kommunes vilde natur.

God fornøjelse.

Regler for at sanke i naturen

Færdsel i naturen

Når du færdes i naturen, er der visse regler, som du skal kende til.

Se reglerne her på Naturstyrelsens hjemmeside

Regler for at sanke

Der er også regler for at sanke i naturen. Når du vil indsamle spiselige planter kan det være en hjælp at downloade en app på din mobiltelefon hjemmefra.

Appen VILD MAD giver dig gode ideer til at finde de forskellige naturtyper og de planter som er knyttet til dem.

På VILD MAD hjemmesiden kan du se mere om sankeregler: VILD MAD

5 sankeruter i Vordingborg Kommune

SANKERUTER 5 STEDER PÅ MØN - UNESCO BIOSFÆREOMRÅDET

Sankeruterne på strandengen ved Farø, Jordbassinerne ved Lendemarke, Stege Skov, Udby Skov og Hegnede Skov giver dig mulighed for at komme i gang med at sanke.

Ruterne fører dig rundt til voksestederne, hvor du kan sanke de spiselige arter på deres høsttidspunkt.

Der er kortlagt 5 konkrete steder i Møn Biosfære området, hvor der findes udvalgte vilde spiselige planter, som du kan plukke. De arter du finder og lærer at kende på sankeruterne, vil du så kunne lede efter andre steder i naturen, måske tæt på hvor du bor.

Du finder de 5 sankeruter nedenfor her på siden og kan printe dem ud og tage dem med dig ud på ”jagt”.

Du kan også tage et billede med din mobil af sankeruten her på siden og se på det, når du går derude.

Du skal huske, at det er dit eget ansvar, at du ikke plukker og spiser giftige planter, for dem er der også mange af derude blandt de ufarlige og spiselige planter. Nogle planter kan du spise meget af og andre skal du kun spise som et krydderi, altså i mindre mængder ad gangen. Sæt dig derfor grundigt ind i dette fantastiske spiselige univers og i de planter, du skal undgå inden du tager derud og plukker.

På forsiden er der link til Fødevarestyrelsen, som har lavet en planteoversigt.

Sankerute Farø

Sankerute Hegnede Skov

Sankerute Jordbassinerne

Sankerute Stege Skov

Sankerute Udby Skov

 

Undgå forgiftning

Når du sanker i naturen, skal du være opmærksom på, at der findes giftige planter, som du skal undgå.

Vær også opmærksom på om nogle af de spiselige planter kan have negativ påvirkning på dig i forbindelse med, at du samtidig indtager medicin for fx en kronisk sygdom.

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en planteliste, som ligger tilgængelig på deres hjemmeside.

Som privatperson kan du få overblik over hvilke planter, du sikkert kan spise, og hvilke du kun bør spise i små mængder eller helt afholde dig fra.

Planteliste - guide til vilde spiselige planter

Plantelisten - samlet overblik til privat brug

 

Hvis du er blevet forgiftet

Hvis du spiser en vild plante og efterfølgende får mistanke om, at den er giftig, eller du får det dårligt, så ring hurtigst muligt til Giftlinjen.

Sørg altid for at gemme en plante tilsvarende den, du har spist. Det vil gøre lægernes og sygeplejerskernes arbejde med at vurdere situationen lettere.

Giftlinjen er en landsdækkende telefonrådgivning, hvor alle kan få direkte råd og hjælp i tilfælde af forgiftning. Sygeplejersker og læger, der er særligt uddannede inden for forgiftning, sidder klar ved telefonerne døgnet rundt.

Giftlinjen telefon: 82 12 12 12