Forslag til Handicappolitisk Handleplan 2011-2012 for Vordingborg Kommune
besluttet i Handicaprådet den 29. marts 2010 og efterfølgende forelagt Kommunalbestyrelse, der den 29. april besluttede at oversende den til fagudvalgene med henblik på at initiativerne skulle indgå i budgetarbejdet 2011 og overslagsår.
Der er adgang til en kopi af planen ved tryk på et af disse to links:
Handicappolitisk handleplan - forslag 2011-2012 (word-udgaven)
Handicappolitisk handleplan - forslag 2011-2012 (HTML-udgave)
Den løbende tekst er således:
Forslag til handicappolitisk handlingsplan 2011-12 for Vordingborg Kommune
Handicaprådet har på møde den 29. marts 2010 vedtaget at fremsende omstående forslag til handicappolitisk handlingsplan 2011-12 for Vordingborg Kommune, med henblik på at forslagene kan indgå i budgetovervejelserne for 2011 og 2012 og øvrige overslagsår.
Den allerede vedtagne handicappolitik er indskrevet i rammer. Det øvrige er forslag til handicappolitisk handlingsplan 2011-12.
Forslagene bygger på og viderefører handicappolitikken og handicappolitisk handlingsplan 2008 og 2009 vedtaget af kommunalbestyrelsen den 29. januar 2009 samt handicaprådets forslag for aktiviteter i 2010-11.
Forslaget for 2010-11 oversendte Kommunalbestyrelsen den 26. juni til de stående udvalg med henblik på at indgå i budgetforhandlingerne i 2010. Beklageligvis fik udvalgene forslagene så sent, at de ikke kunne blive realitetsbehandles der, men for de fleste udvalgt vedkommende returneret til Kommunalbestyrelsen uden at udvalgene forholdt sig til de enkelte forslag.
Det er Handicaprådets håb, at Kommunalbestyrelsen i år behandler forslaget til Handicappolitisk Handlingsplan 2011-12 så betids, at udvalgene kan få undersøgt og behandlet forslagene med brug af samme procedure som andre aktivitets- og budgetforslag.
Handicaprådet vil meget gerne indgå i en dialog om aktiviteterne i den Handicappolitiske Handlingsplan, og stiller sig gerne til rådighed for afklarende spørgsmål mv.
Med venlig hilsen
Anders J. Andersen
formand
Handicaprådets forslag til
Handicappolitisk HandlingsPlan 2011-12
Vision
Vordingborg Kommune vil være kendt for i praksis at efterleve FN´s Handicapkonvention og principperne for kompensation, sektoransvar, solidaritet og ligebehandling, der giver borgere med funktionsnedsættelse lige muligheder for at deltage aktivt i alle dele af samfundslivet.
1. Familieliv og integritet
Målsætning
Borgere med funktionsnedsættelse skal, i et samspil med andre, have mulighed for at leve et godt og indholdsrigt liv med vægt på respekt og personlig integritet, på lige fod med andre.
Delmål
at mennesker med funktionsnedsættelse, sammen med evt. familie, har egen bolig uanset nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
at mennesker med funktionsnedsættelse bor blandt andre i den eksisterende boligmasse
at der inden for kommunen sikres et nødvendigt antal aflastningspladser, til børn, unge og voksne der har behov herfor
at der inden for kommunen - efter individuelle ønsker og behov - tilbydes tidssvarende boformer for børn, unge og voksne med samme eller lignende funktionsnedsættelse, så de får glæde og gavn af hinanden.
at der tilbydes dagpasningstilbud, der varetager de særlige behov, som børn med funktionsnedsættelse har
at borgere med funktionsnedsættelse, gennem rehabilitering sikres en så god funktionsevne og integration i samfundet som muligt
at boligen på værdig vis er indrettet med plads for hjælpemidler og personale
at der efter en individuel vurdering tilbydes hjemmehjælp i nødvendigt omfang med respekt for den enkeltes personlige integritet, familieliv, deltagelse i uddannelse og arbejdsliv.
1.1. Bolig – efter eget behov
Efter kommunalreformen er hele ansvaret samlet i kommunen, og området er omfattet af rammeaftalen med regionen.
Initiativer:
1.1.1. I forbindelse med igangværende arbejde udarbejdes i 2011-12 i samarbejde med De almennyttige boligforeninger i Vordingborg Kommune en samlet oversigt / analyse over handicapegnede almene boliger i Vordingborg Kommune for både unge, ældre og familier.
Oversigten over boliger for mennesker med nedsat funktionsevne skal indeholde en beskrivelse af hver boligs særlige karakteristika, og hvilke grupper boligen er rettet mod, systematisk opbygget efter et system til akkreditering / kvalitetsstandarder.
1.1.2. I forlængelse af brugerundersøgelse i Bo & Naboskab Vordingborg gennemføres 2011-12 en bruger- og pårørendeundersøgelse i alle former for botilbud i Vordingborg Kommune.
1.1.3 Der gennemføres i 2011 en tilfredshedsundersøgelse blandt brugere og pårørende i alle § 107 og § 108 botilbud i Vordingborg Kommune.
1.1.4 I første halvår af 2011 redegøres for, hvordan dialogen mellem beboere, pårørende og personale/ledelse om det daglige liv (livsvilkår) for den enkelte er organiseret og i praksis foregår på det enkelte bo- og naboskab samt på hvert enkelt bofællesskab
1.1.5 Der etableres 3-5 afklarings- og aflastningspladser til voksne udviklingshæmmede.
Ved aflastningsplads forstås pladser for voksne, som bor i egen bolig (§ 85 tilbud) med delvis socialpædagogisk støtte, og som i en kort eller længere periode bliver syg og derfor midlertidigt har behov for døgntilbud. Samt unge voksne over 18, der skal flytte hjemmefra.
1.1.6 I 2011 etableres der i overensstemmelse med den socialpsykiatriske handlingsplan et nødvendig antal akut- og afklaringspladser til voksne med sindslidelser.
1.1.7. Med det formål at sikre kontinuitet i medarbejderstaben og derved skabe bedre rammer for beboer og personale, bør der sigtes mod at indføre ansættelsesformer, som fremme dette, fx ansættelse på årsnormer.
1.1.8. Der udarbejdes i 2011 en prioriteret plan for etablering af ungdomsboliger, således at mindst 8 % af dem er velegnede for unge med funktionsnedsættelse, og som er under uddannelse.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Socialudvalget
Fagsekretariat: Social
1.2. Hjælpemidler – et liv på egne præmisser
Efter kommunalreformen er hele opgaven samlet i kommunen og syns, høre-, og taleområdet er omfattet af rammeaftalen med regionen.
Initiativer:
1.2.1 Der nedsættes jf. serviceloven i 2011 en brugergruppe med repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer i Vordingborg, som inddrages i arbejdet med at fastlægge hvilke krav, der i indkøbsaftaler skal stilles til leverandører af hjælpemidler, som ikke indkøbes via K17-samarbejdet.
1.2.2 I 2011 afholdes en tilfredshedsundersøgelse blandt et repræsentativt udvalgt antal modtagere af hjælpemidler. Undersøgelsens resultater forelægges handicaprådet og drøftes med visitatorerne med henblik på læring og identifikation af eventuelle indsatsområder.
1.2.3 Der tages i 2011 særlige initiativer f.eks. informationsaktivitet eller fastlæggelse af en procedure/instruks el.lign. som sikrer, at udleverede hjælpemidler, som borgeren ikke længere i bruger, tilbageleveres til hjælpemiddeldepotet.
1.2.4 I 2011 skabes der mulighed for, at borgere kan se og evt. i praksis afprøve hjælpemidler og boligændringer m.v. i en hjælpemiddeludstilling / et show-room. Det kan f.eks. opnås ved, at kommunen indgår en aftale med f.eks. Specialrådgivningen i Holbæk om, at man kan komme dér for vejledning og afprøvning evt. sammen med sin egen ergoterapeut.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Socialudvalget
Fagsekretariaterne: Social og Indkøb
1.3. Dagpasningstilbud, herunder fritids- og klubtilbud
Efter kommunalreformen er hele ansvaret samlet i kommunen, og området er omfattet af rammeaftalen med regionen.
Initiativer
1.3.1. Såfremt der ikke i 2010 er foretaget en tilfredshedsundersøgelse blandt forældre til børn med en funktionsnedsættelse med fokus på fuld og reel inklusion samt en tidlig, lokal, helhedsorienteret og individuel indsats jf. børn, unge- og familiepolitikken gennemføres denne i 2011.
1.3.2. Såfremt der ikke i 2010 forelægges handicaprådet en beskrivelse/analyse af, hvordan specialviden som de tidligere amtsinstitutioner har opbygget, inddrages i udvikling af området, og hvordan der samarbejdes med specialinstitutioner uden for Vordingborg Kommune gennemføres dette i 2011.
1.3.3. Der udarbejdes i 2011 en samlet opgørelse over pladser, som kommunen anvender såvel i som uden for kommunen til børn og unge med funktionsnedsættelse.
1.3.4. I lighed med serviceeftersyn af f.eks. Arbejdsmarkedsafdelingen og Jobcenter Vordingborg gennemføres et tilsvarende af BUF-administrationen i 2011.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Børn, unge og familieudvalget
Fagsekretariateter: Børn og familierådgivning, Dagtilbud og Pædagogik
1.4. Sundhed – forebyggelse og alm. rehabilitering og genoptræning
Efter kommunalreformen har kommunen overtaget hele ansvaret for indsatsen, som går på tværs af flere sektorer. Samspillet med regionen er beskrevet i sundhedsaftalen.
Initiativer:
1.4.1. Såfremt det ikke er gennemført i 2009-10 foretages i 2011 en analyse af rehabiliteringsindsatsen for alle borgere, samspillet med genoptræningsområdet i forhold til borgernes behov, sammenhæng mellem kommunens tilbud, samspillet med regionen (sundhedsaftalen) og fortsat udvikling af området.
1.4.2. Såfremt det ikke er gennemført i 2009-10 foretages i 2011 foretages en analyse af livsvilkårene for børn af forældre med psykisk funktionsnedsættelse, og forslag til på hvilken måde børnene kan understøttes i at få et godt børne- og familieliv.
1.4.3. Såfremt det ikke er gennemført i 2009-10 nedsættes i 2011 et dialogforum med repræsentanter fra handicaprådet i forhold til udarbejdelse af konkrete løsninger og retningslinjer for implementering af vederlagsfri fysioterapi i Vordingborg Kommune.
1.4.4. I 2011 etableres et KRAM-projekt, sådan at projektet "Fysisk aktivitet og sundhed for borgere med nedsat funktionsevne i Faaborg-Midtfyn Kommune" gennemføres i Vordingborg Kommune.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Sundhedsudvalget
Fagsekretariat: Sundhed
1.5. Kommunens samlede tilbud til børn, unge og voksne med varig psykisk funktionsnedsættelse (udviklingshæmmede)
Kommunen har efter kommunalreformen hjemtaget alle botilbud, dagpasnings- og uddannelsestilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud, der er placeret i Vordingborg Kommune. Området er desuden omfattet af rammeaftalen med regionen.
Initiativ:
1.5.1. I 2011 udarbejdes en samlet beskrivelse af indhold og mål i kommunens tilbud til borgere med psykisk funktionsnedsættelse. (udviklingshæmmede).
Beskrivelsen udformes i skemaform som f. eks. Kvalitetskrav eller Kravspecifikation.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Børn, unge og familie-udvalget (jf. ØK den 09.09.09)
Fagsekretariaterne: Børn, unge- og familieområdet
1.6. Sammenhængende indsats for børn, unge og familier samt den enkelte voksne
Efter kommunalreformen er hele myndighedsansvaret samlet i kommunalt regi, der går på tværs af fagsekretariater. For at sikre en helhedsorienteret indsats i forhold til det enkelte barn, den unge, familien og eller den enkelte voksne, er det nødvendigt med et tæt formelt samarbejde mellem fagsekretariaterne.
Initiativer:
1.6.1. I 2011 indarbejdes principperne for den procedure / administrative praksis, som Lyngby-Taarbæk Kommune har udviklet vedr. overgangen fra barn til voksen med funktionsnedsættelse. (Kilde: Servicestyrelsens web-side.)
1.6.2. Såfremt det ikke er gennemført i 2009-10 beskrives i 2011, hvordan resultaterne af Statsforvaltningens praksisundersøgelser generelt inddrages aktivt i udviklingen af samtlige myndighedsområder.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Børn, unge og familie-udvalget (jf. ØK den 09.09.09)
Fagsekretariaterne: Børn, unge- og familieområdet
2. Undervisning og uddannelse
Målsætning
Borgere med funktionsnedsættelse skal have samme muligheder som alle andre for at få undervisning og uddannelse efter individuelle ønsker og behov.
Delmål
at borgere med funktionsnedsættelse skal have relevante undervisnings og uddannelsestilbud, der målrettes den enkeltes ønsker og særlige behov
at forældre/pårørende aktivt inddrages i valget af det rette skole- og uddannelsestilbud til børn og unge med funktionsnedsættelse.
2.1. Folkeskolen og ungdomsskolen
Efter kommunalreformen er hele ansvaret samlet i kommunen og området er omfattet af rammeaftalen med regionen. Den godkendte børn, unge- og familiepolitik tager udgangspunkt i følgende: En tidlig indsats, en lokal indsats, en koordineret indsats og en rummelig indsats.
Initiativer:
2.1.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: I forbindelse med evaluering af børn, unge- og familiepolitikken i 2009-10 afdækkes det om alle børn og unge, som har behov for specialpædagogisk støtte, får deres behov dækket såsom specialundervisning og kompenserende undervisningsmidler. Herudover skal det afdækkes, om erfaringer fra et undervisningstilbud er medtaget i næste tilbud.
2.1.2. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: I forbindelse med implementering af børn, unge- og familiepolitikken, skal der i 2011 foreligge en beskrivelse af, hvordan forældre oplyses om mulighederne for at gøre indsigelse eller på anden måde få taget forløbet op igen.
2.1.3. Evalueringsrapporterne af dagtilbud og skolers virksomhedsaftaler skal fra 2011 indeholde afsnit med redegørelse for tilrettelæggelse af og ressourceforbrug til specialundervisning, herunder også i hvor vid udstrækning PPR´s anbefalinger følges.
2.1.4. Det skal fra 2011 sikres, at der udarbejdes individuelle elevplaner for alle skoleelever, der får specialundervisning og/eller har en funktionsnedsættelse, hvori de særlige og evt. kompenserende foranstaltninger beskrives.
2.1.5. Hvis de centrale test viser, at et barns læseniveau er anderledes end forventet, skal der for disse fra 2011 udarbejdes individuelle og særlige elevplaner, der tager sigte på, at eleven udvikler sin læsefærdighed til mindst et normalt niveau.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Børn, unge- og familieudvalget
Fagsekretariat: Familierådgivning, Dagtilbud og Skole samt Pædagogisk.
2. 2. Ungdomsuddannelse til alle
Undervisning og uddannelse er nogle af de grundlæggende forudsætninger for tilknytning til arbejdsmarkedet. Ny lovgivning giver et retskrav for unge med særlige behov. Vordingborg Kommune deltager i modelkommuneprojekt "Ungdomsuddannelse til alle".
Initiativer:
2.2.1. For gruppen af unge med særlige behov, som har forladt skolen for mere end 1 år siden, informeres der i 2011 målrettet om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov, og der iværksættes særlige informations-aktiviteter for disse unge og deres familier, som i forhold til målgruppen er kendte og på skoler, bosteder, væresteder, aktivitetshuse og beskyttede værksteder.
2.2.2. Der skal fra 2011 skrives et personligt brev til alle i STU-målgruppen for at gøre opmærksom på STU-tilbuddet.
2.2.3. Specifikke uddannelsestilbud for unge med særlige behov skal fra 2011 omfatte botilbud, såfremt dette er en forudsætning for, at denne kan deltage i en konkret og individuel velegnet uddannelse.
2.2.4. Der skal fra 2011 udarbejdes årlige redegørelse til Kommunalbestyrelsen for antallet af unge i STU-målgruppen, antallet af STU-afgørelser og disses udfald samt antallet af klager med disses udfald. Redegørelsen fremsendes til høring i handicaprådet.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Fagsekretariat: Arbejdsmarked
2. 3. Voksenspecialundervisning
Dette område har kommunerne også overtaget fra amterne. Kommunen har derfor hele myndighedsansvaret for opgaven og en del af tilbuddene indgår i rammeaftalen med regionen fx på syns-, høre- og taleområdet.
Initiativ:
2.3.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Der foretages en analyse af borgernes ønsker og behov i forhold til voksenspecialundervisning. Analysen omfatter også, om nuværende tilbud harmonerer med borgernes ønsker og behov. Borgerne informeres om de samlede tilbud i kommunen og regionen.
2.3.2. I 2011 beskrives hvordan borgere, for hvem det er relevant, får mulighed og tilbud om voksenspecialundervisning. Samtidig beskrives hvordan dette sikres, uanset hvilken myndighed eller afdeling borgeren er i kontakt med, og hvordan det sikres, at sagsbehandling foretages og bevillinger gives ensartet.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Socialudvalget (jf. ØK den 09.09.09)
Fagsekretariaterne: Socialområdet
2.3.3. I 2011 beskrives det, hvordan det inden for folkeoplysningen sikres fritidstilbud og klubtilbud i nærmiljøet for borgere, som har brug for voksenspecialundervisning.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Kultur- og fritidsudvalget (jf. ØK den 09.09.09)
Fagsekretariaterne: Kultur- og fritidsområdet
3. Arbejdsliv - indkomst og social sikring
Målsætning
Borgere med funktionsnedsættelse skal have mulighed for at deltage i arbejdslivet gennem ordinær beskæftigelse, eller hvis dette ikke er muligt, en beskæftigelseslignende aktivitet.
Delmål
at så mange som muligt kommer i ordinær beskæftigelse og får mulighed for et arbejdsliv, der er afstemt efter den enkeltes ydeevne og behov
at borgere med funktionsnedsættelse som hovedregel sikres mulighed for beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked ved brug af revalidering, kompensation og personlig assistance efter individuelle ønsker og behov
at borgere med særlige behov får tilknytning til arbejdsmarkedet på særlige vilkår. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, tilbydes borgeren anden beskæftigelseslignende aktivitet.
3. 1. Jobcentrets og ydelseskontorets samlede indsats
Efter kommunalreformen er den kommunale og statslige indsats samlet i Vordingborg Kommunes Jobcenter og lagt under kommunalbestyrelsens ansvar.
Initiativer:
3.1.1. Der udarbejdes i 2011 en beskrivelse af praksis i forbindelse med overlevering af sager for borgeren – sygdom, arbejde, ledighed, pension, revalidering. Beskrivelsen indeholder, hvad der er gået godt, gået mindre godt og hvilke udfordringer der ses. Hvilke ændringer har dette medført i praksis og i kvalitetsstandarderne? Beskrivelsen tager afsæt i praksis i 2010.
3.1.2. På baggrund af praksis i 2010 udarbejdes i 2011 en redegørelse for, hvordan det sikres, at alle revalideringsmuligheder er udtømte inden der visiteres til flexjob.
3.1.3. Med udgangspunkt i praksis i 2010 gennemføres i 2011 en kvalitativ undersøgelse af borgeres oplevelse af jobcentrets indsats i forhold til disses samlede sygeforløb – herunder opfølgningssamtale, jobplan m.v.
Gruppen af interviewede skal udgøre et repræsentativt udsnit af borgere med afsluttede sygeforløb (alle sygeforløb – bredt set – både korte, længerevarende mm.) Oplægget til undersøgelsen forelægges handicaprådet til høring senest primo 2011 inden iværksættelse.
3.1.4. Alle virksomhedsbesøg skal fra 2011 indeholde oplysning og praktisk (administrativ) hjælp til virksomhederne om mulighederne for kompensation for ansatte med funktionsnedsættelse bl.a. om hjælpemidler, kompensation, personlig assistance, isbryderordning mm.
3.1.5. I 2011 beskrives hvordan det sikres - med udgangspunkt i praksis i 2010 – at borgere der har behov for det, modtager en vejledning om mulighederne for hjælpemidler, kompensation, personlig assistance, isbryderordning mm.
3.1.6. I 2011 indføres en registrering af omfanget af bevilling af hjælpemidler, kompensation, personlig assistance, isbryderordning mm.
3.1.7. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Der iværksættes målrettet information og vejledning til offentlige og private virksomheder, om mulighederne for at ansætte personer med funktionsnedsættelse.
3.1.8. Muligheder for hjælpemidler, kompensation, personlig assistance, isbryderordning mm samt fortrinsret til ansættelsessamtale for personer med funktionsnedsættelse indarbejdes som en del af den kommunale personalepolitik og skal være en integreret del af lederudviklingen. Politikken og en beskrivelse af, hvordan det gennemføres i praksis, forelægges til høring i Handicaprådet i 2011.
3.1.9. I 2011 iværksættes en oplysningskampagne vedr. tilbud om beskyttet beskæftigelse til voksne med omfattende funktionsnedsættelse.
3.1.10. Det sikres, at ingen i beskyttet beskæftigelse kommer til at betale for at gå på arbejde, forstået på den måde, at befordrings- og andre udgifter ikke overstiger lønindtægten.
3.1.11. I 2011 iværksættes informations- og oplysningskampagne om Den supplerende Arbejdsmarkedspension for førtidspensionister. Det undersøges, hvor stor en del af førtidspensionisterne, der er tilknyttet ordningen.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Arbejdsmarkedsudvalget (1-3) og Socialudvalget (4)
Fagsekretariaterne: Arbejdsmarked (1-3) og Social (4)
4. Samfunds- og fritidsliv
Målsætning
Borgere med funktionsnedsættelse sikres mulighed for at deltage i alle dele af samfundslivet.
Delmål
at borgere med funktionsnedsættelse har samme mulighed som alle andre for at tage del i kultur og fritidstilbud samt deltage i den demokratiske proces
at borgere med funktionsnedsættelse får mulighed for, efter eget valg, at deltage i de klub- og fritidstilbud, der for den enkelte sikrer vedligeholdelse og forbedring af personlige færdigheder og giver indhold i hverdagen
at borgere med funktionsnedsættelse tilbydes særligt tilrettelagte fritidstilbud, når dette efter en individuel vurdering er nødvendigt for at sikre vedligeholdelse og forbedring af personlige færdigheder
at de mange fysiske barrierer, der afskærer mennesker med funktionsnedsættelse for aktiv deltagelse i samfundslivet, skal fjernes over tid
4.1. Samfundsliv - den demokratiske proces
FN-handicapkonventionen blev ratificeret af Danmark i 2009. De demokratiske borgerrettigheder skal herefter gennemføres.
Initiativer:
4.1.1. I samarbejde mellem kommunen, lokalrådene og handicaprådet skal der i 2011 etableres en dialog med lokalrådene om tilgængelighed fsva. adgang til private lokaler, der anvendes til offentligt støttede arrangementer.
(ØK besluttede den 09.09.09 at henstille, at arrangementer med offentlig støtte afholdes på steder, hvor der er tilgængelighed for alle.)
4.1.2. I samarbejde mellem kommunen, lokalrådene og handicaprådet skal der i 2011 udarbejdes en plan for, hvordan alle borgere i lokalområderne kan deltage i lokaldemokratiet, uanset borgeres evt. funktionsnedsættelse (syns-, høre-, og bevægehandicap m.v.)
4.1.3. I 2011-2012 sikres fuld tilgængelighed for alle til lokalrådsportalerne. I 2011 etableres et system til erstatning for Politikerweb, som sikrer fuld tilgængelighed for alle. I samarbejde mellem kommunen, lokalrådene og handicaprådet skal der i 2011 udarbejdes en plan for, hvordan alle borgere uanset evt. funktionsnedsættelse (syns-, høre-, og bevægehandicap m.v.) kan gøre brug af lokalrådenes elektroniske information og kommunikation.
(ØK besluttede den 09.09.09, at ved indkøb af fremtidige IT systemer skal det som udgangspunkt fremover sikres fuld elektronisk tilgængelighed i henhold til standarderne
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Økonomiudvalget
Fagsekretariaterne: Fællessekretariatet, IT og Kommunikation samt Udvikling
4.2. Fritids- og kulturliv – det hele liv for alle
Initiativer:
4.2.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Handicaprådet forelægges et oplæg, om behov og mulighed for udvidelse af fritidsklubben "Startskuddets" aktivitet til Stege og Præstø området.
4.2.2. Handicaprådet inviteres med til de to årlige dialogmøder, hvor repræsentanter for de frivillige foreninger og politikerne mødes og drøfter nuværende og kommende initiativer på området.
4.2.3. For alle med bopæl i bo/naboskab eller bo/netværk skal der i 2011 stadig være eller etableres mulighed for minimum ugentligt at deltage i fritids- og kulturaktiviteter udenfor bopælen, herunder også hvis det nødvendiggør personlig støtte, transport m.v.
4.2.4. I de næste udviklingskontrakter mellem kommunen og museerne.dk samt andre kommunalt støttede udstillingssteder skal der indsættes et krav om, at disse skal udarbejde en plan for, hvordan de fremover vil sikre overholdelse af kommunens mål om, at borgere med funktionsnedsættelse skal sidestilles med andre, således at oplevelsesmulighederne er tilgængelige for alle.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Kultur og fritidsudvalget
Fagsekretariatet: Kultur og fritid samt Udvikling
5. Tilgængelighed
Målsætning
Skabe tilgængelighed til det offentlige rum og til offentlig information, så alle borgere har lige mulighed for at kunne færdes og deltage i aktiviteter på lige fod med andre.
Delmål
at alle nye bygninger, anlæg og udearealer (veje, fortove, pladser, stier mv.) skal være tilgængelige, dvs. følge standarderne fastsat af. Statens Byggeforsknings Instituttets (SBI-)anvisninger (at "undgå dårligt nyt")
at der udarbejdes en prioriteret plan over udvalgte eksisterende bygninger, anlæg og udearealer, der over tid skal gøres tilgængelige
at sikre elektronisk tilgængelighed for alle, ved at følge og efterleve standarder defineret af "Offentlig Information Online".
5.1. Fysisk tilgængelighed
Fysisk tilgængelighed er vigtig for at give lige muligheder for alle.
5.1.1. Initiativer vedr. Kommunale bygninger
5.1.1.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Kursus/uddannelse i tilgængelighed for relevante medarbejdere i bygningsadministrationen.
5.1.1.2. Der søges afsat 2 mio. kr. i 2011 samt 2 mio. kr. i hvert af budgetoverslags-årene til forbedring af tilgængelighed og teleslyngeanlæg. Der udarbejdes en flerårsplan for initiativer, som tages i hvert af budgetårene i samarbejde med handicaprådet, hvor den demokratiske proces, undervisning, større kultur- og fritidstilbud vægtes særligt i nævnte rækkefølge, d.v.s. administrationsbygninger, afstemningssteder, skolebygninger, bygninger til kultur- og fritidstilbud m.v.
5.1.1.3. Ved større nybyggeri, renovering og ombygning kontaktes handicaprådet med henblik på konkret rådgivning i projekteringsfasen.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariat: Plan
5.1.2. Initiativer vedr. ikke kommunale bygninger
5.1.2.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: For at have fokus på fysisk tilgængelighed foretages en intern gennemgang af vejledninger, herunder Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelser, arbejdsprocedurer, tjeklister, hjælpemidler, mv. Kursus/uddannelse i tilgængelighed for byggesagsbehandlerne.
5.1.2.2. Tilgængelighedsspørgsmål tages fra 2011 op med jævne mellemrum på kontaktmøder, som bygningsmyndigheden skal gennemføre med repræsentanter for byggeriets parter.
5.1.2.3. I alle lokalplaner for byggerier / fysiske anlæg med tilhørende udearealer indsættes en paragraf som sikrer, at boliger universaldesignes således, at også borgere med funktionsnedsættelse kan være ejere, lejere og brugere af dem.
5.1.2.4. I alle byggesagsansøgninger om anlæg af flerfamiliehuse og større bygninger i øvrigt, skal der foreligge en beskrivelse af, hvordan tilgængeligheden tilgodeses såvel til og fra som internt i bygningen med tilhørende udeareal.
5.1.2.5. Såfremt der for kommunens tre købstæder er regler, som forhindrer etablering af klinikker og kontorer i stueplan o. lign. så ændres disse, således at private helseklinikker og andre liberale erhverv får mulighed for at etablere sig i lokaler i gadeplan.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariat: Plan
5.1.3. Initiativer vedr. veje, gader, stier, pladser, fortove og belægninger
5.1.3.1. Målet om at "undgå dårligt nyt" fortsættes. Det sker ved, at nyetablering, renovering og omlægning fremover overholder vejreglerne på området, nemlig Vejdirektoratets Færdselsarealer for alle - Håndbog i tilgængelighed, Vejdirektoratets brochure med de 5 vigtigste regler for tilgængelighed og Dansk Standard (DS) 105 (1).
5.1.3.2. 1. At der fra 2011 afsættes midler til regulering af fortovshøjde således, at der kan skabes niveaufri adgang til forretninger og liberale erhverv m.v. mindst i de tilfælde, hvor forretningsindehaveren ønsker dette.
5.1.3.3. At der fra 2011 i forbindelse med større omlægninger / renovering af gader og fortove skabes niveaufri adgange til butikker o. lign. Erfaringer fra Skive og Århus. inddrages.
5.1.3.4. Fra 2011 anvender kommunen ikke chausse-sten ved ny-etablering af veje, gader, stier, pladser, fortove og andre belægninger.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariat: Vej og Trafik
5.1.4. Initiativer vedr. natur-, strand- og parkområder
5.1.4.1. I 2011 gennemføres et projekt til beskrivelse af status for adgang for personer med funktionsnedsættelse til naturen samt til udvikling af, hvordan naturen som helhed i Vordingborg Kommune kan blive tilgængelig for alle.
5.1.4.2. Fra 2011 implementeres standarder for kommunale indkøb / anskaffelse af møbler til samt indretning og placering af aktivitetssteder, shelter, fritidshytter, observationstårne, bålsteder o.lign. som overholder princippet om ”universelt design” (jf. FN-handicapkonventionen artikel 2, 5.afsnit).
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariat: Natur
5.1.5. Initiativer vedr. den kollektive kommunale bustrafik
5.1.5.1. I forbindelse med kontraktforhandlingerne med entreprenørerne i arbejdes der målrettet på at sikre tilgængelighed i kollektive kommunale trafik.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariat: Vej og Trafik
5.2. Befordring/Handicapkørsel
Mennesker med funktionsnedsættelse, som ikke kan benytte kollektiv transport, kan efter en konkret individuel vurdering få tilbud om transport.
Initiativer:
5.2.1. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 nedsættes i 2011 en brugergruppe med repræsentation fra Danske Handicaporganisationer i Vordingborg, som rådføres i forbindelse med klagesager, revision og ændringer i den kollektive trafik, og visiteret kørsel mv. i Vordingborg Kommune.
5.2.2. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentation fra handicaprådet, som kortlægger, hvilke kørselstilbud der findes for forskellige grupper af borgere med funktionsnedsættelse, herunder om der er grupper, som i dag ikke er omfattet af et kørselstilbud.
5.2.3. Såfremt følgende ikke er gennemført i 2009-10 foretages det i 2011: Der udarbejdes fuldt tilgængelig information, som samlet beskriver alle aktuelle kørselstilbud i Vordingborg Kommune.
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Teknisk udvalg
Fagsekretariaterne: Vej og Trafik
5.3. Borgerservice via IT
Med det formål at sikre lige adgang for alle borgere til information, selvbetjeningsservice mv. på kommunens hjemmeside efterleves anbefalingerne fra IT- og Telestyrelsen om tilgængelige hjemmesider.
Initiativer:
5.3.1. Målet om at "undgå dårligt nyt" iværksættes også ved, at ændringer eller tilpasning af kommunens hjemmeside, undersider eller blanketter opfylder tilgængelighedsstandarder. Kommunens hjemmeside skal efter større ændringer undersøges for tilgængeligheden, dog mindst en gang årligt.
5.3.2. Der udarbejdes 2011 fælles rammer/praksis for alle fagsekretariater og institutioner i Vordingborg Kommune vedr. fuld tilgængelig til information og kommunikation til borgerne på papir og på hjemmesiden mv. (Danske Handicaporganisationer i Vordingborg stiller "konsulent" hjælp til rådighed).
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Økonomiudvalget
Fagsekretariaterne: IT og Kommunikation
6. "Mainstreaming" [1] i Vordingborg Kommune [2]
Projekt Mainstreaming af handicapområdet [3] handler om at sikre, at mennesker med funktionsnedsættelse får samme muligheder som andre. Den overordnede metode til at opnå dette er at indtænke og integrere behov og interesser for mennesker med funktionsnedsættelse i al politik og planlægning på det kommunale niveau. Det endelige mål er, at varetagelse af deres behov og interesser gøres til en del af den almindelige kommunale praksis.
Mennesker, der har en funktionsnedsættelse, møder ofte barrierer i samfundet, der betyder, at de ikke har samme muligheder for livsudfoldelse som andre. Kørestolsbrugere møder for eksempel fysiske barrierer, der skyldes, at bygninger og transportmidler ikke er indrettet, så de er tilgængelige for mennesker i kørestol. Blinde møder barrierer, når de søger information på Internettet, fordi flertallet af hjemmesider ikke er designet, så de tager hensyn til blinde, svagtseende eller -læsende. Mennesker med sindslidelser møder barrierer i deres omgang med andre mennesker, fordi mange mennesker ikke har nogen viden om psykisk sygdom. Således bliver listen hurtigt lang over de barrierer, som borgere med funktionsnedsættelse møder i deres dagligdag.
I Projekt Mainstreaming af handicapområdet arbejdes der ud fra en tese om, at ovennævnte barrierer kan nedbrydes gennem at opbygge viden og kompetencer om funktionsnedsættelse, barrierer og handicap. Netop derfor vil de værktøjer, som projektet udvikler, have viden- og kompetenceopbygning som sit omdrejningspunkt.
Projekt Mainstreaming af handicapområdet har til formål at ændre den daglige praksis på det kommunale område, således at der systematisk indtænkes mulige barrierer for mennesker med funktionsnedsættelse.
Gennem en øget viden om denne gruppe af borgere og deres levevilkår søger man at øge kvaliteten af de beslutninger, som embedsmænd og politikere tager på det kommunale niveau. Ved at gøre embedsmænd og politikere i kommunerne i stand til på forhånd at gennemskue konsekvenserne af beslutninger og handlinger, der kan få indflydelse for borgere med funktionsnedsættelse, kan de undgå at tage uhensigtsmæssige beslutninger. Dermed sikres borgere med funktionsnedsættelse lige muligheder for at deltage aktivt i alle dele af samfundslivet på længere sigt.
Initiativer
Såfremt følgende ikke er gennemført i 2010 udføres de i 2011:
6.1. Handicaprådet tilrettelægger et temamøde (i forbindelse med og før et ordinært møde) for kommunalbestyrelsen m.fl.
(ØK besluttede den 09.09.09: Det er tidligere foreslået, at kommunalbestyrelsen på et temamøde i 2010 drøfter det handicappolitiske område)
6.2. Handicaprådet tilrettelægger et møde for alle relevante medarbejdere i hvert fagsekretariat
(ØK besluttede den 09.09.09: Fagsekretariater og stabe som har behov for møde (r) retter henvendelse til handicaprådet.)
For begge mødetyper er formålet
a. at præsentere relevante aktører, såvel kommunale som NGO`er.
b. at præsentere handicappolitik og –handlingsplan for Vordingborg Kommune, herunder også relevante kilder (f.eks. FN’s handicapkonvention, den nationale handicappolitik m.fl.)
c. at orientere om Projekt Mainstreaming samt relevante værktøjer til brug i kommunen samt
d. at drøfte idéer til kommende indsatser på handicapområdet
ANSVARLIG:
Fagudvalg: Økonomiudvalget
Fagsekretariat: Udviklings afd. / Direktionen
[1] Mainstreaming - et ord med flere betydninger. Direkte oversat betyder mainstream "hovedstrøm" på dansk. Ordet mainstreaming nævnes ofte i forbindelse med beskrivelsen af forskellige trends i samfundet. Brugt i denne forbindelse beskriver mainstreaming, at noget bliver mere og mere almindeligt, eller 'normalt'. Det kan være tendenser inden for sprog, holdninger, arbejdsmiljø, arkitektur, mode osv. Det er processer, der sker af sig selv, fordi flere og flere mennesker begynder at bruge et nyt ord, begynder at bruge nye måder at kommunikere på osv. Når noget er blevet 'almindeligt', taler man om, at noget er blevet 'mainstream'.
[3] Projekt Mainstreaming, der har til formål er at skabe værktøjer, der sikrer lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelse, og som gennemføres af Center for Ligebehandling af Handicappede. Det er finansieret af Indenrigs- og Socialministeriet og løber fra starten af 2007 til juni 2009 .
Projektets hjemmeside http://www.handicapmainstreaming.dk/ henvender sig til medarbejdere og politikere i kommunerne og andre interesserede og indeholder værktøjerne, som kan bruges i de kommunale forvaltninger og som kan være med til at sikre, at handicapaspektet inddrages så tidligt som muligt i alle relevante beslutningsprocesser i kommunerne.