Til Forsiden Forside > Handicaprådet > Politikker, handleplaner og dialogmøder > Vordingborg Kommunes Handicappolitik

Handicappolitik for Vordingborg Kommune

Grundpillerne i Vordingborg Kommunes handicappolitik er principperne om kompensation, sektoransvarlighed, solidaritet og ligebehandling samt FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Politikken følger ligeledes principperne i FN’s Handicapkonvention om retten til selvbestemmelse, forbud mod diskrimination samt accept af handicap som en del af menneskelig mangfoldighed.

Vision
"Vordingborg Kommune vil være kendt for i praksis at efterleve FN`s Handicapkoncention og principper for kompensation, sektoransvar, solidaritet og ligebehandling, der giver borgere med funktions-nedsættelse lige muligheder i alle dele af samfundslivet."

Handicappolitikken bygger på følgende principper:
Kompensationsprincippet
Princippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger med det formål at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt.
Sektoransvarsprincippet
Princippet indebærer, at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, har en tilsvarende forpligtelse til at sikre og finansiere, at disse ydelser, tjenester eller services er tilgængelige for mennesker med en funktionsnedsættelse.
Solidaritetsprincippet
Princippet indebærer, at de kompenserende foranstaltninger i vidt omfang finansieres kollektivt, dvs. af det offentlige gennem skattesystemet, så udgiften ikke bliver en udgift for den enkelte.
Ligebehandlingsprincippet
Princippet indebærer, at alle sikres lige muligheder ved at blive behandlet forskelligt – alt efter udgangspunkt.

Målgruppe
Politikkens målgruppe er børn, unge og voksne med funktionsnedsættelse i Vordingborg Kommune.
Personer med en funktionsnedsættelse er mennesker med forskellig baggrund, livssyn, ressourcer og behov, der kan få et aktivt og værdifuldt liv, hvis der er de rigtige rammer. Indsatsen skal målrettes de værdier og muligheder, som personer med funktionsnedsættelse føler og oplever som værdige.

Målsætninger og delmål
Familieliv og integritet
Borgere med funktionsnedsættelse skal, i et samspil med andre, have mulighed for at leve et godt og indholdsrigt liv med vægt på respekt og personlig integritet, på lige fod med andre.
Delmål for Familieliv og integritet
- at mennesker med funktionsnedsættelse, sammen med evt. familie, har egen bolig uanset nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- at mennesker med funktionsnedsættelse bor blandt andre i den eksisterende boligmasse
- at der inden for kommunen sikres et nødvendigt antal aflastningspladser til børn, unge og voksne, der har behov herfor
- at der inden for kommunen - efter individuelle ønsker og behov - tilbydes tidssvarende boformer for børn, unge og voksne med samme eller lignende funktionsnedsættelse, så de får glæde og gavn af hinanden
- at der tilbydes dagpasningstilbud, der varetager de særlige behov, som børn med funktionsnedsættelse har
- at borgere med funktionsnedsættelse gennem rehabilitering sikres en så god funktionsevne og integration i samfundet som muligt
- at boligen på værdig vis er indrettet med plads for hjælpemidler og personale
- at der efter en individuel vurdering tilbydes hjemmehjælp i nødvendigt omfang med respekt for den enkeltes personlige integritet, familieliv, deltagelse i uddannelse og arbejdsliv

Undervisning og uddannelse
Borgere med funktionsnedsættelse skal have samme muligheder som alle andre for at få undervisning og uddannelse efter individuelle ønsker og behov.
Delmål for Undervisning og uddannelse
- at borgere med funktionsnedsættelse skal have relevante undervisnings- og uddannelsestilbud, der målrettes den enkeltes ønsker og særlige behov
- at forældre/pårørende aktivt inddrages i valget af det rette skoletilbud til børn eller unge med funktionsnedsættelse

Arbejdsliv – indkomst og social sikring
Borgere med funktionsnedsættelse skal have mulighed for at deltage i arbejdslivet gennem ordinær beskæftigelse eller, hvis dette ikke er muligt, en beskæftigelseslignende aktivitet.
Delmål for Arbejdsliv - indkomst og social sikring
- at så mange som muligt kommer i ordinær beskæftigelse og får mulighed for et arbejdsliv, der er afstemt efter den enkeltes ydeevne og behov.
- at borgere med funktionsnedsættelse som hovedregel sikres mulighed for beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked ved brug af revalidering, kompensation og personlig assistance efter individuelle ønsker og behov.
- at borgere med særlige behov får tilknytning til arbejdsmarkedet på særlige vilkår. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, tilbydes borgeren anden beskæftigelseslignende aktivitet.

Samfunds- og fritidsliv
Borgere med funktionsnedsættelse sikres mulighed for at deltage i alle dele af samfundslivet.
Delmål for Samfunds- og fritidsliv
- at borgere med funktionsnedsættelse har samme mulighed som alle andre for at tage del i kultur og fritidstilbud samt deltage i den demokratiske proces
- at borgere med funktionsnedsættelse får mulighed for efter eget valg at deltage i de klub og fritidstilbud, der for den enkelte sikrer vedligeholdelse og forbedring af personlige færdigheder og giver indhold i hverdagen
- at borgere med funktionsnedsættelse tilbydes særligt tilrettelagte fritidstilbud, når dette efter en individuel vurdering er nødvendigt for at sikre vedligeholdelse og forbedring af personlige færdigheder

Tilgængelighed
Skabe tilgængelighed til det offentlige rum og til offentlig information, så alle borgere har lige mulighed for at kunne færdes og deltage i aktiviteter på lige fod med andre.
Delmål for Tilgængelighed
- at de mange fysiske barrierer, der afskærer mennesker med funktionsnedsættelse for aktiv deltagelse i samfundslivet, skal fjernes over tid
- at alle nye bygninger, anlæg og udearealer (veje, fortove, pladser, stier mv.) skal være tilgængelige, dvs. følge Dansk Standard 3028 "Tilgængelighed for alle".
- at der udarbejdes en prioriteret plan over udvalgte eksisterende bygninger, anlæg og ude-arealer, der over tid skal gøres tilgængelige
- at sikre elektronisk tilgængelighed for alle ved at følge og efterleve standarder defineret af "Offentlig Information Online".

Implementering af Vordingborg Kommunes handicappolitik
- Inden for hvert af ovenstående mål og delmål udarbejdes en handlingsplan, for de initiativer der iværksættes i kommende budgetår.
- I handlingsplanen for 2008 sættes primært fokus på de nye opgaver kommunen har overtaget efter kommunalreformen.
- Handicaprådet er ansvarlig for, at borgere med funktionsnedsættelse inddrages i udarbejdelsen af den handicappolitiske handlingsplan og evaluering heraf.
- Der skabes en tæt dialog mellem forvaltningerne, Handicaprådet, borgere med funktions-nedsættelse og deres pårørende.
- Kommunens medarbejdere på tværs af sektorer sikres til stadighed opdateret inden for hele området.
- Handicaprådet er ansvarlig for, at den handicappolitiske handlingsplan evalueres og revideres en gang om året.
Godkendt af Økonomiudvalget den 22. august 2007


Sidst redigeret 22-02-2011 Forslag til forbedring af siden