Til Forsiden Forside > Nyheder > Vis nyhed

Stor tillid til hjemmeplejen i Vordingborg

Af Pia Haupt Holm, Myndighedsafdelingen

Mens der i øjeblikket verserer flere sager i København om uregelmæssigheder i hjemmeplejen, så har social- og arbejdsmarkedsdirektør Helle Linnet stor tillid til hjemmeplejen i Vordingborg Kommune. Medarbejderne er både ansvarlige og omsorgsfulde, og er der klager, så følges der øjeblikkeligt op på dem, siger Helle Linnet.

”Vi har, med de henvendelser vi løbende får, ikke grund til at tro, at vi i Vordingborg skulle have lignende situationer.” Sådan lyder det fra social- og arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune, Helle Linnet, ovenpå de sidste dages afsløringer i TV2 af en halv snes københavnske hjemmehjælpere, der har snydt med hjælpen til de ældre.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores medarbejdere er præget af stor ansvarlighed og har meget stor omsorg for de borgere, der behøver hjælp. Vi har ca. 2000 kontakter i døgnet, og der kan selvfølgelig være enkelte eksempler på, at en kontakt ikke er i orden, men det er som oftest i hjem, hvor kommunikation er svær af mange forskellige årsager”, siger Helle Linnet. Hun peger også på, at kommunestørrelsen giver meget kort afstand mellem visitator, hjemmepleje og borger, hvilket i givet fald vil gøre det svært at holde ting skjult.

Det er i hjemmeplejen i Vordingborg Kommune aftalt, at hvis der er noget pleje som ikke bliver udført, så skal det dokumenteres, og borgeren skal tilbydes en ny ydelse til erstatning for den aflyste. ”Det køres meget regelret og stramt, og borgerne henvender sig tillidsfuldt, hvis de ikke får den hjælp, de er blevet tildelt,” siger Helle Linnet.

De fleste borgere får på baggrund af ændrede behov løbende justeret deres hjælp, så ydelserne altid er aktuelle. Der ud over gennemgår visitatorer også alle visitationer, der ikke er ændret indenfor et år, enten ved besøg eller telefonisk kontakt, og her spørges der også ind til de leverede ydelser. Denne stramme visitering ud fra borgerens aktuelle behov bør ikke give mulighed for, at hjemmehjælperen undlader at udføre ydelser, tværtimod.

”Mit indtryk er, at frem for at snyde så har den enkelte hjemmehjælper i Vordingborg Kommune i stedet store udfordringer med at sige nej til at yde mere hjælp, end borgeren egentlig er visiteret til. Men vores generelle oplevelse er, at hjemmeplejen hurtigt tager kontakt og fremlægger dokumentation, hvis de oplever, at den afsatte tid ikke stemmer overens med det behov, som borgeren har. Det synes jeg er betryggende både for borgerne og for kommunen,” siger Helle Linnet


12-07-2010 0:0

Sidst redigeret 16-04-2009 Forslag til forbedring af siden
Kontakt
Vordingborg Kommune
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
Postboks 200
4760 Vordingborg
Tlf. 55 36 36 36
post@vordingborg.dk

Flere kontaktoplysninger