Vordingborg udsender hvidbog om sygehusstrukturAf Teknik- og miljødirektør Torben Nøhr
Sundhedspolitisk fornuftigt, et fremtidssikret tilbud af høj kvalitet, lette adgangsforhold for alle, gode rekrutteringsmuligheder, en styrkelse af kompetence- og uddannelsesniveau og gennemførsel af store dele af regionens udviklingsstrategi. Det er bare nogle af de argumenter, som kan læses i den hvidbog, som Vordingborg kommune har udarbejdet omkring placeringen af regionens nye storsygehus. I hvidbogen opremses en lang række både sundhedspolitiske, udviklingsstrategiske og driftsmæssige argumenter for at placere det nye sygehus i Vordingborg.
Vordingborg tilbyder en nybygningsløsning tæt på stationen, hvilket vil give borgere fra hele Region Sjælland optimale adgangsmuligheder. ”Der er gode trafikale forbindelser til Vordingborg fra både nord og syd og tog fra alle større byer i regionen. Det sikrer, at både patienter, personale og besøgende får en let adgang til et nyt storsygehus og giver samtidig gode muligheder for at tiltrække kvalificeret personale,” siger borgmester Henrik Holmer. ”Det gælder om at få fordelt ressourcerne på sygehusområdet på den mest optimale måde. Vi skal ikke gå på kompromis men skal sikre de bedste vilkår for borgere, personale og besøgende. Det er en meget væsentlig beslutning Regionsrådet skal træffe. En beslutning som vil have stor betydning for borgerne i regionen i de næste mange år fremover Derfor er det afgørende, at der fokuseres på, hvordan man samlet set sikrer en struktur i regionens sygehusvæsen, som fuldt ud lever op til målsætningen om at være moderne, rationel og bæredygtig - også på langt sigt,” siger han.
I den forbindelse peges der i hvidbogen blandt andet på den demografiske udvikling i regionens yderområder. Ifølge Danmarks statistik vil det lavere uddannelses-, indkomst- og boligniveau, der er her, sammen med en markant voksende andel af ældre borgere, betyde en stigende efterspørgsel efter sundheds- og hospitalsydelser i fremtiden. Regionens egen udviklingsstrategi peger da også netop på den sydlige del, som et område der har en generelt lavere sundhedstilstand end i regionen som helhed.
Hvidbogen vil nu blive sendt til medlemmerne af Regionsrådet samt til flere lokale folketingsmedlemmer, og Henrik Holmer tror på, at argumenterne vil få indflydelse på den kommende beslutning. ” En placering i Vordingborg giver ikke bare alle borgere i Region Sjælland et velfungerende sygehustilbud af høj kvalitet, hvortil der er let adgang. Den vil samtidig være med til at føre regionens udviklingsstrategi ud i livet ved at styrke hele den sydlige del af regionen uddannelses- og kompetencemæssigt. På den måde tilgodeses både de sundhedspolitiske og de strukturmæssige udfordringer, som regionen står med,” siger Henrik Holmer.
Læs hvidbog
Placeringsmuligheder for et nyt storsygehus
|