Bogø - Stubbekøbing overfarten. Færgeruten fra Falsters nordøst kyst til Møn går langt tilbage i tiden. Det var her Marie Grubbe sammen med sin mand Søren Ladefoged drev færgeri i årene 1705-1718. Starten på den nuværende færgerute går tilbage til den 1. oktober 1929, hvor det daværende Præstø Amtsråd overtog færgeriet imellem Næsgård på Falster og Borgsted på Møn. Amtsrådet købte af Grønsund Færgegårds konkursbo færgeprivilegiet med tilhørende færge og anlægsbro på Møn. Den geografiske beliggenhed af færgelejet på Falster var dog ikke optimal, hvorfor tanken om at flytte færgeriet til Stubbekøbing og lade færgen sejle mellem Bogø og Stubbekøbing opstod. Der blev udarbejdet et forslag omfattende: Anlæg af en dæmning mellem Møn og Bogø, ny landevej fra Aldershvile på Møn til Bogø Havn, færgelejer ved Bogø og Stubbekøbing, uddybning af sejlrenden til Bogø Havn samt bygning af ventesal og værkstedsbygning på Bogø Havn. Den samlede pris ansloges til 778.000 kr. Hertil skulle lægges udgifter til bygning af færgeboliger på Bogø (ca. 60.000 kr.), anskaffelse af ny færge (ca. 50.000 kr.) samt betaling for færgeprivilegiet (ca. 40.000 kr.). Den 5. januar 1932 blev der givet tilsagn om tilskud fra den særlige fond til vejarbejder på halvdelen af anlægsudgifterne til vej og dæmning. Imidlertid rejste et andet færgeri "Stubbekøbing Dampskibsselskab", der drev færgefart mellem Næsgård og Hårbølle krav om betaling for hver rejsende, der med Amtsrådets færge blev overført mellem Falster og Bogø. Alternativt ønskede Dampskibsselskabet en erstatning en gang for alle. Dette krav rejstes i henhold til Dampskibsselskabets tidligere erhvervede rettigheder. Da amtsrådet ikke ville godkende Dampskibsselskabets krav, endte sagen i retten, som gav Dampskibsselskabet medhold. De efterfølgende forhandlinger mellem amtsråd og Dampskibsselskabet om betaling af et engangsbeløb førte ikke til noget, hvorefter projektet blev stillet i bero. Da planerne om anlæg af en bro mellem Kalvehave på Sydsjælland og Koster på Møn fremkom i 1937, blev sagen atter aktuel, idet færgerne ved denne færgerute kunne flyttes til Bogø-Stubbekøbing ruten, når den nye bro var åbnet. Forhandlingerne med Dampskibsselskabet blev genoptaget, og der blev indgået en aftale om ophævelse af privilegiet, mod at Amtsrådet betalte selskabet en erstatning på 68.000 kr. Herefter genfremsendtes projektet til ministeriet, og den 17. april 1939 forelå endeligt tilsagn om, at Vejfonden ville yde tilskud til projektets gennemførelse. Samme år blev arbejdet med anlæg af en vejdæmning mellem Bogø og Møn igangsat. Bygning af færgelejerne påbegyndtes i 1942. Den nye vejforbindelse mellem Møn og Bogø - samt færgeforbindelsen mellem Bogø og Stubbekøbing - blev taget i brug den 30. maj 1943 samtidig med indvielsen af broen mellem Kalvehave og Møn. Fra Kalvehave-Koster færgeriet overførtes færgerne Koster og Gudrun til sejlads på den nye færgerute på Bogø. Samtidig overgik færgepersonalet (8 mand) til ansættelse ved Bogø-Stubbekøbing ruten. Med indvielsen af Farø broerne i 1985 opstod der tvivl om færgeriets fremtid. Man besluttede dog, at videreføre ruten, idet det aftaltes, at udgifterne fremover skulle deles ligeligt mellem Møn og Stubbekøbing kommuner samt Storstrøms Amt. Før 1985 blev der sejlet med to færger, og personalet bestod af 8 fastansatte samt 3 løsarbejdere. Fra 1985 er antal afgange samt antal besætningsmedlemmer løbende blevet nedsat. I 2007, ved kommunalreformen, har kommunerne Vordingborg og Guldborgsund besluttet at fortsætte færgedriften mellem de to øer. I dag sejles kun i perioden medio maj til begyndelsen af september. Der sejles alle ugens syv dage i tidsrummet kl. 9.00 - 18.15. |